Anonym på nettet? Glem det – det er yt

I dag kunne man læse på David Trads blog på b.dk, at han ikke længere vil acceptere anonyme indlæg. Folk skal underskrive sig med navn og adresse, og Trads vil tilsyneladende lægge et stykke arbejde i at eftersøge, om folk nu også ER dem, de siger, de er.

Udover det åbenlyst umulige i projektet (med mindre Trads har tænkt sig at spore folks IP-adresser, og håbe på de ikke sidder på arbejdet og kommenterer),så er det helt typisk for samtiden. Det er simpelhen forargeligt at skrive anonymt nu om dage. Uanset om man opfører sig ordenligt og kommenterer sagligt.

Det er ikke længere indholdet det handler om, men hvem der siger det.

Mette Hansen, 4171 Glumsø

Jeg har et alter ego, som jeg i mange år har brugt til at kommentere på blogs og debattråde på nettet (Og nej, det er ikke Mette ;-)). Hun findes ikke i virkeligheden, men hun opfører sig altid sobert og kommenterer sagligt. Derfor er der nok aldrig nogen, der har opdaget, at hun er et produkt af min syge hjerne.

I de seneste par år har jeg oplevet et decideret skred i folks holdning til, at jeg sådan kan finde på at kommentere under falsk navn. De bliver forargede. “Vil du ikke stå ved det, du mener, da?!” er den mest anvendte kommentar.

Sådan har det ikke altid været.

Mystikken er borte

I starten af internettets levetid optrådte man per automatik under pseudonym. Ingen kunne drømme om at optræde med sit rigtige navn – hvor uncool ville det dog ikke være?!

TIMER blev brugt på at finde det HELT rigtige nick, man kunne rejse rundt med, og som ingen andre forhåbenligt brugte. Dengang kunne to personer nemlig sjældent hedde det samme på fx fora eller i chatrum. Og det ville man jo heller ikke – man ville være unik og helst lidt mystisk. Mit nick var Twiga. Nogle gange Twiga2710, hvis uheldet var ude.

Senere da jeg begyndte at spille MMOs skiftede jeg over til mit navn i spillene, Ozon. Jeg spillede Anachy Online dagligt i 3 år med de samme personer, men der var alligevel en del, jeg ALDRIG fandt ud af noget personligt om – var Asynja fx mand eller kvinde i virkeligheden? Jeg ved det ikke. Pirrende, synes jeg.

Facebook ihjelslog anonymiteten

Men den slags skal vi ikke have noget af nu om dage. Nu må folk stille op, afklædte, og stå ved alt til evig tid. And I blame Facebook.

Facebook var det første netværk, der for alvor havde held med at få folk til at registrere sig under deres rigtige navn, og nu hvor de ejer verdensherredømmet på www, er de blevet selve den standard, man optræder efter på nettet. Man er ikke længere anonym. Man er i DEN grad ikke anonym.

Jeg har sat så meget lås på min Facebook-profil som muligt, men let’s face it: Twiga er out there for all to see. Og for nylig annoncerede Google, at de vil begynde at crawle kommentarer både på Facebooks offentlige sider og på blogs, hvor Facebooks kommentarmodul ofte bliver brugt. Fx også her på cahoots.dk.

Søg og du skal fremover finde folks mening om alt mellem himmel og jord.

Vil du ikke stå ved, det du skriver?

Det er umuligt at gemme sig. Men det behøver jeg vel heller ikke?! Har jeg da noget at skjule?!

Ja, det har jeg faktisk. Min blufærdighed.

Jeg vil til hver en tid stå ved det, jeg mener, men hvorfor SKAL jeg tvinges til at efterlade min mening om alting for tid og evighed nedskrevet og søgbart på internettets uforgængelige analer? Jeg er jo fandme mere anonym, hvis jeg rejser mig op i det lokale forsamlingshus og ytrer en mening, end hvis jeg efterlader en kommentar på en blog.

Jo mere detaljerede og åbne de sociale netværk er blevet, jo mere selektiv er jeg blevet med, hvad jeg skriver hvor. Det lugter simpelthen for fælt af Stasi til, at jeg kan holde det ud. Og udover uviljen mod den selvretfærdige dømmende hørm, der omgiver kravet om autencitet, så er der jo faktisk også andre temmelig gode grunde til at ville være anonym på nettet.

  1. Man siger det mest utrolige lort, når man er ung. Ingen husker længere det ævl, jeg har rablet af mig (gudskelov!), men den generation, der er ung nu, kommer til at bære rundt på deres udsagn til tid og evighed.
  2. Kommende arbejdsgivere deler måske ikke min holdning om alt. Og vi bliver altså googlet, når vi søger job.
  3. Pænt mange mennesker i det her land sidder i stillinger eller offentlige hverv, hvor det vil være ugleset, at de lufter alt for politiske holdninger. De er reelt afskåret fra debatten med kravet om autencitet.
  4. Helt almindelig skyhed. Tonen på blogs er til tider ret grov. Et pseudonym kan være det, der gør, at en bruger tør kaste sig ind i kampen på trods.
  5. Nogle mennesker kan jo rent faktisk frygte repressalier mod dem selv eller deres familie i hjemlandet, hvis de har “de forkerte holdninger”
  6. Frihed, oh friheden flyver.

Hvad handler det EGENTLIG om?

Jeg vil selvfølgelig blive ved med at kommentere på David Trads’ blog. Been there, did that. He is non the wiser. :P Men hvorfor ER det egentlig, at det er så vigtigt, om han kan verificere alle bidragsydere og søge deres bopæl frem på Google Maps?

Hvorfor bliver de ikke bare bedømt på indholdet? Er det stødende, injurierende eller bare plat – så slet det dog! Men det tør vi ikke rigtig, vel? Så begynder folk at råbe om ‘ytringsfrihed’.

Man knægter min ret til at være idiot!

Ytringsfrihden er helt uforvarende blevet denne her rambuk, folk skubber foran sig i bestræbelserne på at få lov at opføre sig som idioter. (Og her blamer jeg Jyllandsposten!)

Stor er forargelsen og skinger er tonen, hvis nogen fx begynder at slette kommentarer på deres egne Facebook-sider: Folket har KRAV på at sige lige præcis, hvad der passer dem, lige præcis hvor de vil!

Gu har de da ej. Man har da lov til at slette uterlige kommentarer på sin egen blog, ligeså vel som man har lov til at smide folk ud af sit hus, hvis man ikke gider høre på dem. Det har INTET med ytringsfrihed at gøre.

Der er jo ingenting, der forhindrer brokkerøvene i at oprette deres egen blog, hvis de har noget på hjertet – eller stå på deres egen virtuelle ølkasse på Facebook og galpe op.

Hvis der ikke var lige adgang til den mulighed, SÅ ville ytringsfrihden være i fare. Men det er ikke det, der er tilfældet.

Ryd op, men giv plads

Jeg anerkender altså HELT og aldeles behovet for at sætte visse standarder for kommentarer, og hylder generelt tiltag, der kan oppe kvaliteten af debatten.

Men derfra og til at stå op med navn og adresse hver gang man skal have en mening om USAs politiske situation – der er altså et stykke for mig.

Måske vil det lykkes for Trads og andre at luge så meget ud i deres kommentarer, at de til sidst når hidtil usete højder for politisk korrekthed. Men er det vi vil? I den forbindelse er det måske værd at ihukomme, hvad Nick Denton (grundlæggeren af Gawker Media) sagde ved en konference i går:

“The problem isn’t the trolls, we can moderate out the trolls. The problem is the boring people””

 

Nyeste indlæg

Om skribenten

Lea er senior consultant i Think! Digital. Speciale i brugervenlighed og indholdsstrategi. Elsker at teste og rode med data fra Google Analytics.

Loading Facebook Comments ...