Dækningen af retssagen mod Breivik: overblik på netavisen og stemning på Twitter

Bombesprængningen i Parlamentskvarteret og skuddrabene på Utøya d. 22. juli sidste år fik verdens nyhedsmedier til at zoome ind på Norge. I går gik retssagen i gang og presse fra udland og Norges indland var mødt massivt op for at dække forløbet og måske finde ind bag facaden på den anklagede.

Vi har fulgt den første dag i retsagen mod Anders Behring Breivik #ABB – det hashtag vender vi tilbage til – på twitter og to norske netaviser.

To netavisers dækning

Norge har et par af verdens mest succesfulde netaviser og de har haft den store værktøjskasse med webjournalistiske greb fremme med store billeder, video og livedækning. Her får man det bredde overblik og adgang til baggrunden for “den historiske retsag”. Vi har fuldt VG.no (Verdens Gang) og Adressa.no (Adressa Avisen).

WebTV eller billeder

VG.no har valgt at have fokus på video, både i deres livedækning og i deres Breivik-kompleks. På forsiden er der links til klip fra både retssag og vidner.

Adressa.no har afsat knap så meget på forsiden til sagen, og har samlet det i en temaboks. Det giver et mere roligt udtryk, men de mister også følelsen af breaking news, og det er synd, når de nu har været i gang hele dagen.

Levende nyheder på nettet i form af video er en smagssag, vi er ikke de store fans af alt for mange videoer – jovist, de er gode, når ord og billeder ikke dækker, men man kan ikke hurtigt suge overblikket ud af dem. Her er Adressas forside mere traditionel med overvægt på artikler

Tegn mig et kort

De to aviser har fyldt balkortet med Breivik, og så hjælper det gevaldigt med datajournalistik til at give det sidste overblik over baggrunden for retssagen. Meget af stemningen fra dag 1 handlede om, at det tog lige så lang tid at læse navnene på hans ofre op, som det tog ham at slå dem ihjel. Den pointe understreges bedst af VG, som har en række grafikker og oversigter i højre side af artiklerne. Vi lagde ikke mærke til dem i går, så de kunne med fordel hives længere frem i lyset.

Datajournalistik giver et fantastisk perspektiv over tid, geografi o.l. som det kan være vanskeligt selv at danne sig som læser. Det behøver ikke være voldsomt avanceret heller, så længe det er der, når vi kommer op i artikelkomplekser af denne størrelse.

Livedækning er godt…live

Den bedste livedækning står VG for. (Vi bringer her et skærmdump fra dag 1). Livedækning bringer det bedste fra alle verdener: der er det klassiske indhold i venstre side, dog med hyppigere opdateringer, og er nemt og trygt for brugeren at afkode. Og så de sociale medier i højre side til bruger-deltagelsen.

Prioriteringen kører på kronologi, og det passer godt med interaktiviteten, der kører i højre side, hvor man logger ind med sit sociale medie login (det knaser lidt, at VG kører det ind over deres betalingslogin, selvom det er en gratis tjeneste). Der blev stillet mange spørgsmål, og her hoppede ambitionerne lidt for højt for dem. I det tidsrum vi fulgte med i går, var de ikke superskarpe til at få svaret deres brugere hurtigt, til gengæld er de rigtig godt med på andendagen.

Ulempen ved livedækning er, at den fiser ud som et stjerneskud. Konceptet er pissegodt, så længe brugerne sidder og er med. Forlader man bordet og kommer tilbage senere, kan buffeten være ryddet og i værste fald kommer man ind til et tomt festlokale. VG har lukkede forsamlingshuset ned i går på deres forside (indholdet for dag 1 ligger der stadig), da retssalen lukkede for dagen. Adressa overlod toppen til andre nyheder uden for retssalens åbningstid, men er på banen igen i dag.

Netavisens styrke…

…er uden tvivl det prioriterede overblik og muligheden for at forbinde indholdet til hinanden. Det personlige kommer fra interviews med de overlevende fra Utøya og de pårørende. Når det kommer til at skabe stemningen fra retslokalet og de hurtige umiddelbare indtryk, er Twitter et langt bedre redskab.

Dækningen på Twitter

Det magiske ved Twitter som redskab til livedækning er, at det faktisk bringer den ikke længere så brugte radio-live-rapportage-genre ind i en ny tid.

Dengang skulle rapporteren mestre det beskrivende sprog og den gode fortælling, så man som lytter kunne danne sig det levende billede på nethinden, som om man selv var der. Rapporteren blev ens øjne i begivenhedernes centrum, mens de skete. Twitter fordrer på mange måder de samme skills.

Til forskel fra Facebook, så er Twitter-folket ikke så hys med mængden af opdateringer, så det gælder altså bare om at fyre op under smartphonen og fortællerstemmen derude – fordi VI har hevet lænestolen og popkornene frem.

Den dedikerede journalist

Der er som bekendt flere måder at følge en sag på på Twitter – søgning på ord er en, men i dette tilfælde var vores behov ikke så meget menig mands stemme, men live-beretninger fra folk, der var til stede i retsalen, og det var mest journalister. Vi gik på jagt på Twitter efter nogen, der var på opgaven og fandt ret hurtigt både et par danske, norske og udenlandske.

Af en live rapportage på Twitter forventer vi os:

  1. Hyppige opdateringer – vi følger jo med her for at blive orienteret in real time, dvs. fortæl os hvad der sker NU – ikke hvad der skete for 20 minutter siden.
  2. En god fortæller. Vi er der ikke, det er du. Fortæl os, hvad du oplever – alt det vi IKKE kan læse i artiklerne på aviserne – alt det, der ikke bliver sagt på videoerne.
  3. Gerne et par stemningsbilleder til at understøtte fortællingen.

1. Mængden af opdateringer:

Der var meget stor forskel på opdateringsraten blandt de udvalgte journalister, og der var sært nok en klar tendens til, at de udenlandske havde mere på hjertet.

Her kan man se hyppigheden i opdateringer på en time fra tre forskellige:

Hvis man som rapporter har erklæret, at man vil liveopdatere fra retssalen, så er alt under 10 opdateringer i timen altså for lidt. Det svarer til at gå live i radioen og så kun sige noget hver 15. minut. Hallo? Halloooo? *banker på pc’en*

2. En god fortæller

Det er tydeligt, at dem, der opdaterer sjældent, også har en tendens til at se bagud og opsummere hvad der var sket, siden de sidst gav lyd fra sig, mens dem der opdaterer ofte fortæller om, hvad der sker lige nu. Og de bedste af dem får stemningen med:

 

 

 

 

 

 

Vi er ikke tilstede i retssal 250, men @TrygveSorvaag får os til at føle stemningen, stilheden, gruen.

3. Brug nu det kamera!

Det sidder lige der på telefonen. Tag det nu op foran dit øje og klik på udløseren. Bare en gang imellem! Det ER trods alt ikke radio, så vi har som modtagere end ikke en lydkulisse at læne os op af. Lad os se, hvad du ser – self uden at bringe nogen i forlegenhed. Men når du nu fx fortæller om trængslen i køen til at komme ind, så lad os da se den kø.

Tak @Helenpidd (og mange andre af de rigtig gode Twitter-rapportere, der tydeligvis var dedikeret til netop den opgave at tweete fra retssalen).

Hold, hvad du lover

Hvis man ligefrem er officiel Twitter-rapporter for sit mediehus på en bestemt sag, så gælder det altså i særlig grad om at levere varen.

 

Arme @Vennize var tydeligvis blevet kastet noget hovedkulds ud i opgaven. Hendes Twitter-profil er helt ny; der er ingen billeder, og der går TIMER mellem opdateringerne. Måske er det fordi hun også har andre opgaver, mens hun er der. Hvad ved vi? Ingenting, for hun siger ikke noget om det.

@MsHaslund lagde bedre ud, men midt i det hele begyndte hun at rapportere en lang række andre nyheder – hun blev nærmest et omvandrende telegrambureau – i en sådan grad, at hun røg af vores Twitterliste over journalister dedikeret til Breivik-sagen, det blev simpelthen for forstyrrende. Man afbryder jo heller ikke Champions League-fodbold 20 minutter inde i 1. halveg for lige at tage en rundtur til curling, badminton og skihop. Stay focused. (Ingen sammenligning i øvrigt. :P).

Twitter-Breivik-lingoen

Det har været ret pudsigt at opleve den store forskel på de tags journalisterne bruger, kontra dem norske borgere anvender. Journalister sværger til #Breivik, mens indfødte almindelige nordmænd bruger #22juli og forkortelsen #ABB (Anders Behring Breivik).

Nu findes der jo også en ingeniør-virksomhed, der hedder ABB, og de havde en lidt hård dag:

Hvis vi var dem, ville vi vitterligt droppe at tweete med det tag de næste par dage – de kæmper en ulige kamp.

 

Nyeste indlæg

Om skribenten

Vi mødte første gang hinanden i forrige århundrede på SDU, hvor vi læste cand.IT. Siden har vi været venner, kollegaer, iværksættere, brokkerøve og meget andet sammen. Cahoots er vores fælles videnstank.

Loading Facebook Comments ...