Medier

Berlingskes nyhedsapp til iPad. Hvorfor den og ingen andre nyhedsapps rigtig når i hus

Berlingske kom i sidste uge med en iPad app, der i følge dem selv er det pt. mest seriøse bud på en erstatning for printavisen. Her er alt det bedste fra både print og online samlet (hvad er det bedste? Det styrer de tilsyneladende…), og der er mulighed for at personalisere – altså selv bestemme hvilke historier, der først og fremmest skal vises på forsiden.

Så hvorfor sad jeg så 10 minutter efter at have downloaded den og tænkte: Hm. Var det det?

Read More…

8 grunde til at nyhedsapps ikke hitter

Da det dersens indernet blev udbredt fik printaviserne udviklet netaviser og smækkede det gamle indhold direkte på med et mærkeligt miskmask af gratisartikler og betalingsartikler. I Danmark så den første netavis dagens lys i 1995. Strategien handlede ikke om at skabe et nyt medie på sine egne præmisser, men om at beskytte og især understøtte den dårligt gående printavis, som jo er en aldrende herre.

Det tog efter min mening temmelig lang tid, inden man indså og accepterede, at netartikler er en helt anden størrelse end printartikler. Fair nok, internettet var nyt for alle og det tog tid inden de nye spilleregler blev defineret og standardiseret. Men så kom der også webredaktioner og webjournalister. Printartikler blev versioneret og tilpasset nettet og overlappet mellem analogt og digitalt indhold er skrumpet ind. Der er dog stadig en absurd hang til at sektionere netavisen på samme måde som printavisen til trods for, at der er flere sidevisninger i at lade være, men det er en anden sniksnak. Avislæsning er en mere eller mindre lineær diskurs, mens læsning på nettet nonlineær og styret af det link, der tiltrækker mest.

Two wrongs don’t make a right

Nu står vi så på tærsklen af noget nyt igen med smartphonen. En spritny platform, som er godt i gang med at ændre måden vi er online på og holder os opdateret på. Vi kan stort set alt overalt på den snedige lille device. De gråsprængte mediehuse har kastet sig begejstret over udviklingen af nyhedsapps med en besynderlig blanding af forventningen om at tjene penge på det nye medie og gentagelsen af at kaste bananerne ind i abeburet.

Jeg har endnu ikke set en nyhedsapp, hvor man kan se at der er dedikeret ressourcer til at tilpasse journalistikken til en håndholdt enhed med en lille skærm og en ny form for navigation. BUT WHY?!?! Vi i mediebranchen er altså i gang med at begå den samme fejltagelse en gang til.

New York Times, som i øvrigt kan bryste sig af en stor R&D afdeling, har den mest gennemførte app, hvor man ikke føler at man bare får smidt en skrabet udgave af netavisen i hovedet.

NYT giver mulighed for selv at vælge, hvilke genveje man vil have nede i bunden. Det er ret fint.

Trods det savner jeg stadig det sidste umpf. Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så er det som om at det ikke rigtig lykkes for eksisterende webmedier at bevæge sig elegant over i den vidunderlige verden af apps.

Værsgod, tag et gratis bolche

1) Billedserier
Billeder og masser af dem egner sig fantastisk godt til mobilen. Gør endelig en dyd ud af billedteksterne, eyetracking viser at de har stor betydning for læseoplevelsen for brugeren. Og tænk sig hvis jeg kunne få lov til at give min uforbeholdne mening med på vejen i en kommentar.

2) Kom til sagen
For 10 år siden skulle tekster på nettet være ganske korte, fordi skærmene var så ringe, at man blev langsomt blind eller fik grå stær, mindst, hvis man læste mere end 15 linjer ad gangen. Man kan godt læse længere tekster på en mobil, men det er jo ikke rigtig derfor at den er convenient, vel? Jeg har lagt mærke til, at flere nyhedsmedier smider links inde i artiklen på samme måde som på nettet, men jeg synes faktisk ikke rigtig at det giver mening i en app, man mister alt for hurtigt overblikket. Til gengæld vil det være super, at have links til andre artikler i samme emne til slut.

3) Udnyt navigationen
Kom nuuuu, den der tilsyneladende standard med at vise dagens nyheder i en lang liste er bare ikke sexet. Vi har jo lært fra netavisen, at det kan svare sig at prioritere indholdet, så det ikke bare er en nyhedsbuffet med leverpostejsmadder. Jeg vil gerne slide videre til næste artikel i stedet for at skulle hoppe tilbage til den flade madpakkeliste eller emnetags med flere spændende artikler. Hvorfor er hangen til sektioner flyttet med over på mobilen?

4) Trending news
Fordelen ved nyheder på mobilen er at man er opdateret på farten, jeg savner virkelig at kunne gå ind på en nyhedsapp og så få et gennemarbejdet, prioriteret overblik over, hvad der sker LIGE nu på nyhedsfronten i stedet for de seneste nyheder i en pærevælling. Situationen i Egypten fylder fx ret meget på den internationale scene, det skal jeg da kunne se, ellers er der absolut ingen grund til at jeg køber min nyhedsvarer hos jer.

5) Vis I kender mig
Det her er et ønske, jeg har ingen anelse om der er en medielov, der kunne spænde ben eller om teknikken er mulig lige nu. Jeg kunne godt tænke mig, at min personlige nyhedsapp, hvor jeg har tilmeldt mig med en helt unik apple store eller whatever store profil, lagde mærke til mig. Hej Kamilla, siden du var her sidst, er der sket den darndest ting, at Mubarak har månet befolkningen fra sin balkon. Eller noget i den stil.

6) Uh jeg vil så gerne lege med
Hvorfor kan man ikke kommentere på mobilnyheder? 140 tegn, log ind via Twitter, hvis det er nemmest og giv den gas – så bliver nyheden også spredt viralt. Bare lad mig være med i legen, jeg vil så gerne. På Ekstrabladets app kan man lykkeligvis dele artiklen, det er ikke standard kan jeg oplyse, så TAK! Men hop nu lige helt ind i kampen.

I Ekstrabladets app kan man også se avisforsiderne. Jeg kan ikke rigtig bestemme mig for, om jeg synes det er sjovt eller om printavisen er lige lovlig påtrængende.

7) Nej, jeg gider ikke læse jeres E-avis
Man kan også gå all in i ikke at udvikle en nyhedsapp overhovedet og så bare smække sin E-avis til salg i appstore. Så er det nemlig fløjtende ligegyldigt, om brugeren sidder på nettet, smartphone eller e-reader. Tre fede fluer med et fucking smæk. Som ekstra bonus på den løsning har man som udgiver utrolig fattig statistik, om nogen, på den enkelte artikel, men det kan selvfølgelige også have sine fordele. Og prisen oy vey, 275,-/mdr vil Berlingske have for den løsning, men så har jeg også printavisen 1:1 på alle platforme.

8) 12,- for katten i sækken
12,- er ikke nogen formue, alligevel så er det som om kongens mønt ikke sidder så løst på brugeren, når det kommer til nyhedsapps som til spil eller en app, hvor jeg kan få alle mine venner til at tage 100 kg på. Nyheder er en omskiftelig størrelse, det er i sagens natur vanskeligt at forudsige, hvor interessant læsningen er i morgen eller i næste uge. Den psykologiske barriere bliver ikke rigtig nedbrudt af den måde, som nyhedsapps er udviklet og driftet på. Nicheapps klarer sig fint, men det gør de som regel også på både print og web. Det stiller altså nogle krav til nyhedsapps om ikke bare at bringe et Ritzau feed mixet med lidt tilfældigt fra hjemstavnen. Skal jeg betale for det, skal det være gennemarbejdet, prioriteret og tilpasset.

Det er helt for egen regning, at jeg påstår nyhedsapps ikke hitter Danmark. Succeser i mediebranchen bliver udbasuneret, mens man går utroligt stille med dørene med fiaskoerne. Jeg har ikke hørt nogen brøle af deres lungers fulde kraft, at de tjener kassen på apps. Skriv endelig en kommentar, hvis du kender en nyhedsapp, dansk eller udenlandsk, som gør det fantastisk.

Tjekliste til udvikling af apps

Jeg elsker apps eller i hvert fald konceptet apps. Små snedige programmer, som jeg tilgå når som helst og hvor som helst – det er convenient for at bruge en god dansk brugervenlighedsterm. Desværre er de fleste apps, der udspringer fra et website, som en ny kæreste man har lyst til at lave om på fra første dag. UX og usabilty stinker og det virker mest af alt som om grundtanken har været at strippe websitet for funktionalitet.

Her er min personlige tjekliste til den gode app:

1. Bevar funktionerne
Det irriterer mig grænseløst, hvis en app har færre funktioner end websitet, det er de færreste produkter, der ikke kan magte at få det med. Kunsten er at udvælge, hvad det er man tror brugeren som udgangspunkt tænder på – Danske Bank er et skoleeksempel på den gode udvælgelse, det vender jeg tilbage til.

Et eksempel på sær fravælgelse af funktionalitet er Facebooks app: hvorfor hulan kan jeg ikke synes om andres kommentarer på den, som jeg kan på webudgaven?

2. Udnyt smartphonens evner til navigation
Jeg har ikke mødt mange apps, der udnyttede smartphonens evner til navigation. Især er nyhedsmedier helt håbløse til det og de ligger ellers lige til højrebenet. Jeg drømmer om en app, hvor jeg ved at slide til højre får næste artikel og ved at slide til venstre får oversigten. Dobbeltklik aktiverer billedserie osv. Og så vi er enige om, at jeg skal kunne dele på Facebook, Twitter o.l. ikk’ oss’? Det er ikke kun den danske mediebranche, der fejler her. Youtube, som ellers er standardinventar, kan kun deles på mail. Tsk tsk

I et eller andet blogindlæg, som jeg ikke har kunnet hitte igen, så jeg en ny generation af navigation på smartphone. Du vælger om du er højre- eller venstrehåndet og så folder navigationen sig ud som om vifte fra skærmens side, så du kan navigere udelukkende med én tommeltot. Me likez og skal nok lege detektiv.

28.1.2011: Takket være Kevins kommentar har jeg fundet frem til linket – desværre har jeg læst et sted, at de har droppet den igen. Den gad jeg ellers godt teste.

3. Den må ikke gå ned

Jeg har en svaghed for boliger, så selvom jeg ikke skal flytte nogen som helst steder, elsker jeg boligsider. Stor var min glæde, da jeg opdagede, at Boligsiden.dk havde en app.Desværre går den ned HVER eneste gang, man søger på nyt område. Det dur heller ikke at en app loader så langsomt, at den går ned hvis du ikke står klistret op ad et trådløst netværk.

On a sidenote: Ejendomsmæglere, I er godt klar over, at det ikke bliver mere oplagt end apps for jer, ikke? Salgsopstillinger kan fint læses som pdf på en smartphone, og der er bonuspoint, hvis man har designet pdf’en til platformen. Og så har jeg slet ikke nævnt, hvad det betyder for sælger at kunne se statistik på sit hussalg fra den app…

4. Speed matters
Apps der loader langsomt, har tabt på forhånd. Sådan er det bare. Os med smartphones har den ikke kun pga signalværdien, men fordi vi er pisseutålmodige.

5. Ingen blindgyder, tak
Hvis man klikker på en Youtube-video fra Facebook app’en, kan man ikke komme tilbaws igen. Man skal lukke Youtube ned og starte Facebook forfra igen. Og det var bare et eksempel, listen er laaaang.

Danske apps som gør det godt

Det er ikke ren jammer, jeg har fundet danske apps, hvor jeg blev mere end almindeligt begejstret.

1. Danske Bank
Jeg overvejer seriøst at skifte til Danske Bank alene pga. deres app. Læs her hvorfor.


Bemærk hvordan navigationen IKKE ligner en kastreret webside (jeg forstår ikke helt, hvorfor mobilbanken ser oplåst ud, men den lader jeg passere i min begejstring).

Med mindre man er den anale revisortype, så har man ikke de relevante kontaktoplysninger med, hvis man skal have spærret sit Visakort. Det har man nu, hvis man er kunde hos Danske Bank, og man skal bare trykke på en enkelt knap, så klarer den resten.


Valutaomregneren er efterhånden gemt langt væk på de fleste banksites, det fatter jeg ikke, så jeg bruger altid den her.

Fremmed by, er der en hæveautomat? Det kan app’en fortælle dig. Den viser endda en rute derhen, hvorfra du står. Desværre ser den ikke ud til at virke i udlandet, hvilket godt kan undre når man tænker på, at Danske Bank er en del af et større netværk.

Danske Bank er ret langt med betaling af girokort via app’en, hvor man tager et billede og betaler. Det er fandme nemt. Måske bliver fremtiden, at der er stregkode eller quickmarks på alle girokort, så man blot scanner og trykker på ‘Betal’.

2. Rejseplanen

Efter en lidt bumlet start, hvor man blev sendt ud på nogle mildest talt besynderlige rejser på flere dage for at komme helt oplagte steder hen, så fungerer den aldeles fremragende nu.

Det betyder ikke så meget, at jeg kan vælge ’Fra’ min nuværende position, når jeg bare skal fra lille Årslev. Til gengæld har jeg tit brugt den, når jeg var i Kbh for at se om der kunne skydes genvej med enten S-tog eller Metro.


Når den har fundet mulighederne, er der et lille ur for afgangstidspunktet, der fortæller hvor realistisk det er at jeg når den afgang. Det er gennemtænkt.

3. Krak
Der er ikke de store falbalader over deres almindelige kontaktsøgning, som ikke leverer resultater værre eller bedre end deres website. Ved et tilfælde af kedsomhed faldt jeg over en lille fin funktion, som jeg egentlig synes, de burde gøre mere stads ud af, nemlig ’Guide’. Navigationshjulet er ganske vist irriterende og er tydeligvis ikke testet, i modsætning til Danske Banks navigationshjul, hvor man bare skal klikke, så skal man her give lykkehjulet en tur til den valgte kategori er markeret og så klikke på søgeluppen. Alt for meget arbejde, det ligner en konceptdarling, der burde have været aflivet. Men jeg lader det passere i den gode sags tjeneste, for tanken bag Guide er ok.

Her kan man vælge en kategori fx ’Restauranter’ og få en liste over steder i nærheden af, hvor man er.

Som en lille fin bonus, er der anmeldelser. Integration til sociale medier er der intet af og man kan ikke tilføje billeder, men det kan være det kommer.

Man kan også få resultatet på kort, det kan så undre, at Krak som både har kort og ruteplaner ikke tilbyder sidstnævnte, når man står inde på kortet.

Jeg endnu ikke mødt en smartphone ejer, hvor mobilen ikke er et væsentligt supplement til pc’en, når man er på farten. Eller overhovedet ikke er på farten, men sidder i sin sofa. Derfor er det værd at gøre sig umage med udviklingen af apps, gøre en dyd ud af usability og UX, og udtænke en navigationsstruktur der ikke er bundet op på internettet.

Breaking News – på med festtøjet!

Jeg har en kjole i mit skab, der i den grad er for meget. Den er orange, den har strutskørt og en stor sløjfe om livet. Den egner sig kun til ganske få begiveheder i løbet af et år: bryllupper, nytårsfester og cocktailpartys på Amalienborg (as if), men når de opstår, så er den til gengæld perfekt! Og alt andet end det fulde skrud ved sådanne lejligheder vil virke som koldt vand på en æske heksehyl.

I nyhedsverdenen er breaking news sådan en begivenhed. Indrømmet, begrebet er i den grad blevet skamridt og udvandet siden TV 2 News’ fødsel, men ind imellem er den jo faktisk god nok. Og det var den i hvert fald i torsdags, da Lene Espersen gik af som politisk leder for det ene regeringsparti – midt i et valgår. Drama!

Jeg kom sent hjem den dag og missede begge de store nyhedsudsendelser, så jeg havde en god mulighed for at tjekke de større nyhedsmedier efter i sømmene på nettet. Kan de breaking? Leverer de det, jeg forventer, nu hvor jeg har poppet popcornene og sat mig selv op til fest?

TV 2

Her hersker der ingen tvivl om, at noget er sket! og at det ‘noget’ omhandler Lene Espersen. Hele den øverste del af forsiden er ryddet, og det første jeg overhovedet ser er en lille video-snas på et minuts penge fra Espersens tale – nemlig der hvor hun siger hun går af. Lige i skabet. Så er vi i gang. Der er masser af gul panik-farve, men jeg savner lidt mere leg med fontstørrelserne. Linksene står lidt og skutter sig ude ved bænkerækkerne.

Til højre for videoen er der det, der viser sig at være en live-opdatering. Den har givetvis udfyldt sit job til UG, mens pressemødet kørte, men nu er der gået en halv time og måske derfor gik der faktisk lige lidt, inden det gik op for mig, at det VAR en liveopdatering. Sætningerne lyder mere som overskrifter, og jeg havde musen henne over, fordi jeg faktisk forventede at kunne læse mere af Qvortrups vurdering.

Først efter lidt undren så jeg linket nederst i højre hjørne, der afslørede,hvad det var, jeg så på.  Lidt ærgerligt, for nu havde jeg fået en nyopdaget hunger efter politisk analyse. Jeg valfartede derfor over på DR for at se, hvad de havde at byde på i denne politiske gavebod af nyhedshistorier og vinkler.

DR

Her er forsiden i mindre grad præget af nyheden, men det er dog evident, at der kører noget bræk-news. Der er både den klassiske gule og den røde signal-farve. Billedet går hele bredden af siden ud, men prøver diskret på ikke at fylde for meget i højden. Måske af hensyn til Lars Løkke, der åbenbart byder indenfor her i de konservatives svære stund. Venlig mand.

Der er ingen video i første lag. Nå, tænker jeg, den kommer nok i andet lag – og klikker på Lene. (Men ikke inden at have tjekket tilbage på TV 2’s side – havde hun ikke ligesom noget andet tøj på der?! Og længere hår?)

Så kom vi da lige ned på jorden igen. Så er det åbenbart heller ikke mere breaking – og landets største tv-station har stadig absolut intet at byde på i afdelingen for levende billeder. Og det er nu også blevet ret tydeligt, at det still-billede de anvender heller ikke er fra i dag.

Oplevelsen har gjort mig nysgerrig efter at se, hvordan landets større aviser håndterer denne politiske stor-nyhed. Og jeg har jo stadig heller ikke fundet nogen analyse. Politiken bliver mit næste besøg. De har Mogensen, så meget ved jeg da.

Politiken

Hej Lene!

Så er der fandme breaking igen! Gule udsalgsfarve, stort billede og en ryddet forside. Når man scroller ned er der stadig masser af gang i musikken:

Det er da links, der vil frem i verden. Endda flankeret af røde signal-lamper. Der er ingen tvivl – det her er breaking, og den får gas. Jeg kan også stemme, men hvorfor er det lige jeg skal skrive min mening om, hvorvidt Espersen bør trække sig. Har vi ikke netop passeret den bro?

Berlingske

Her er breaking-skiltet mindre og mere diskret, ligesom billedet det sidder på.  Men værst for fornemmelsen af breaking er, at de ikke har taget skridtet fuldt ud og fjernet deres teaser-bælte i toppen. Hvorfor skal jeg finde en hot-dog i disse for gud, konge og fædrelandets så begivenhedsrige tider?!

Under topbilledet mødes man af to muntre svende. Hvis man har fulgt med i farcen i dagene forinden, kender man godt det her billede. Det er af ældre dato. Det tager igen brodden af nyhedsværdien. Desuden virker det mystisk, at de to står så muntre der midt i en større politisk magtkamp i deres fælles parti. Nedenunder får jeg gode muligheder for analyser, men manglen på volumeniøse font-størrelser tager lidt brodden af festen og helt aflyst bliver den, da blikket fanger Wilbek ude til højre. Er han kandidat? Næppe. Få ham nu væk fra tophistorien, hvis I virkelig mener, at den er breaking.

Jeg kan dog komme med min mening hvis jeg skulle lyste, og det er da altid noget. Internettes mest definerende træk som medie er netop muligheden for, at alle kan deltage. Men hvorfor skal det egentlig altid foregå på en underside? Hvorfor ikke trække de nyeste kommentarer ud på forsiden som live-opdatering? Det skulle der vel ikke ske noget ved her en halv time efter at projektørerne er slukket. Det er jo netop nu folk har lyst til at debattere, det ser man også tydeligt ud fra antallet af kommentarer. Skær hul ind til folket!

Jyllandsposten

Vi slutter med den tredje af de større borgerlige aviser – nemlig den min gamle konservative studiekammerat krammede på et dagligt basis: Jyllandsposten.

Nu kan det breaking-skilt da ikke blive mindre og mere anonymt! Det valgte billede er berøvet al drama og er i øvrigt tydeligvis gammelt! Vi har jo lige set damen med udslået hår på andre sider.

Tophistorien opdateres får man at vide. Hvornår mon? Skal jeg sidde og trykke F5 med tilbageholdt åndedrag, eller hvordan? Hvis man vil live-blogge i sådan en stund, så gør det. Der er masser af værktøjer derude til det. Analyser er det mig noget småt med, og hvem ved hvor mange, der har skrevet deres mening inde på den obligate underside? Ikke mig, thi taleboblen er tom. Linksene er små og titlerne på samme er mildt sagt kedelige. Men vi får da brugt ordet “støtte”.

Konklusion:

Tv 2 og Politiken har klart de bedste festkjoler i skabet. Og de er ikke bange for at tage dem på, nu hvor lejligheden byder sig.

Berlingske er godt med, men det er lidt den der gæst, der godt nok har taget pænt tøj på, men alligevel har underspillet det af frygt for at virke overdressed.

Jyllandsposten og DR er en fornærmelse mod værten. De har ikke engang gidet købe nyt tøj og det de har på, har hængerøv i buksen. Det kunne man muligvis tilgive, hvis de bidrog til konversationen, men også der halter det.

Fælles for alle de valgte medier er, at de ikke i højere og bedre grad benytter sig af brugernes inputs. Det er uopdyrket land, som alle kunne få mere ud af.

Breaking er breaking. Gå all in eller lad være med at gå ind. Der er ikke noget mere trist end flade sko ved et hofbal.

Foto af hundene: http://www.flickr.com/photos/geckoam/

If you can’t beat them – join them

Aviser verden over kæmper med at finde ud af, hvad de skal tjene deres penge på. P.t. er der flere af de store amerikanske aviser, der defilerer rundt med spørgeskema til deres brugere, for at finde ud af, om de mon stadig ville komme forbi, hvis de skulle betale for det. Svarene er ikke kommet endnu, men man har nok allerede en god fornemmelse af, hvordan de vil lyde. Det er let nok at få bananerne ind i abeburet – langt sværere at få dem ud igen. Og da de få tiloversblevne annoncører samtidig trækker i retning af Facebook, er gode råd dyre.

Men hvad ER det Facebook kan, der gør annoncørerne så kælne? Svaret er enkelt – de kan tilbyde målrettet annoncering, fordi de ved en del om deres brugere fra disses profil-oplysninger. Navn, bopæl, alder, ægteskabelig status, osv. Og det er en kendt sag, at folk stort set udelukkende reagerer på reklamer, der har relevans for dem, hvis man overhovedet skal gøre sig håb om at få dem til så meget som at blinke. Derfor sætter annoncørerne helst deres penge hos danskernes foretrukne sociale medie, som ovenikøbet har en voksende tendens til at tiltrække de købekraftige folk over 35.

En lavthængende frugt

Det turde være indlysende for alle, at aviserne på nettet må se at få samlet flere og bedre oplysninger ind om deres brugere. Det kræver desværre bare et login. Og så melder der sig en naturlig angst for at irritere ens brugere i en grad så de løber skrigende væk. Men det er der faktisk ingen grund til. Facebook (og Twitter) tilbyder nemlig services, der gør det muligt for ens brugere at logge ind på eksterne sites med en eksisterende profil. Med Facebook Connect kræver det bare 1 klik på en knap. Brugeren giver tilladelse til, at data rejser frem og tilbage, når de accepterer at forbinde til deres Facebook-profil, og det er altså en dejlig luns kød, som Facebook smed på bordet allerede sidste år. Brugerne tager deres profildata med sig og fordelene stopper ikke der.

Dronning Margrethe, Amalienborg, København

De fleste har nok prøvet at oprette falske profiler på nettet i irritation over den stigende mængde logins, men med Facebook Connect får partnersites jo faktisk en ret stor garanti for, at det er ægte profiler, de har med at gøre. Og for at det ikke skal være løgn, så slæber alle brugerne ovenikøbet rundt på en bus fyldt med alle deres venner, som potentielt kunne blive trukket ind på sitet også, efter en anbefaling fra deres ven. Viral markedsføring og sociale medier går hånd i hånd. Dvs. der er allerede her tre ting som aviserne kan plukke ned temmeligt billigt. Hvis man så oven i købet kombinerede det med et lille øje på, hvad brugeren så egentlig klikker på, på sin vej rundt i dagens virtuelle avis, så begynder man at have virkelig fine forudsætninger for at tilbyde den eftertragtede målrettede annoncering, både for eksterne annoncører, men faktisk også for en selv.

Spage forsøg

Nogle aviser er med på tankegangen og er da også i det små begyndt at tilbyde brugerne at forbinde til Facebook på deres sites. Men endnu har ingen taget springet og gjort det til et krav for fx at tilgå visse dele af avisen (bortset fra washingtonpost.com). Det er kun et tilbud til dem, der måtte have lyst til at dele bestemte artikler med venner, eller kommentere på indlæg. Det åbner self for den virale del af mulighederne, men ikke mere. Man kan som sagt formode, at aviserne måske er bange for at genere sine brugere med krav om login, og det er helt forståeligt. På den anden side er det ikke til at komme udenom, at brugerne skal generes i fremtiden – enten på pengepungen eller på oplysninger om sig selv. Alternativet er til at se for enhver, der har studeret oplags- og besøgstal det sidste års tid.

Lån flere idéer

Men hvorfor stoppe her? Facebook består af en samling entreprenante amerikanere, og de har flere gode idéer oppe i ærmet. For nylig lancerede de idéen om, at deres brugere skal kunne købe virtuelle penge på Facebook, som de så kan bruge til at putte i underholdende tjenester, som fx de spil der allerede er en stor succes på Facebook. Spilproducenten Zynga forventes at tjene flere hundrede millioner dollars i år, et beløb der potentielt kan overstige Facebooks egen indtjening, og det er klart at den sociale tjeneste med sit nye betalingssystem satser på at få sin del af kagen ved at score lidt på hver transaktion.

Klik dig til fordele

Nu er min tanke ikke, at Berlingske og co. skal åbne deres egen virtuelle pengepresse, men man kunne måske belønne faste brugere på lignende vis? Det er klart, at det er svært at få rigtig meget ud af at tilbyde målrettet annoncering, hvis man ikke kan prale med, at folk kommer forbi jævnligt. Men hvad nu, hvis brugerne fik noget for det? Kunne man forestille sig et system, hvor Facebook-villige brugere optjente virtuelle dolloras bare for at læse dagens avis? “Penge” de sidenhen kunne bruge fx i en webshop med sponsorerede produkter, på at deltage i eksklusive konkurrencer (fx om de 10 sidste billetter til Bruce Springsteen), låse op for indhold ingen andre kan se (fx tour de France live streaming), købe sig adgang til de fede arrangementer osv. Det virkelig fede ved den tanke er, at man netop kunne målrette de forskellige produkter til brugeren, som man jo ved en del om via deres login OG færden på sitet. Dem der læser mange mad-artikler kunne få tilbud om eksklusiv aften på Noma, mens de aldrig ville blive tilbudt den dag på Jyllandsringen med Tom K som deres bilglade ægtemand kan se.

Avisernes læsershops har længe udgjort et tredje ben i mediernes indtjening, og på det sidste er det nærmest blevet det ben, redaktionerne bruger som krykke. Men hidtil har mange af dem været forbeholdt den trykte avis’ abonnenter – det er måske tid til også at belønne de trofaste web-avis-læsere?

Nettet virker på print

Jeg elsker i teorien at lave mad (jeg elsker kogebøger og madmagasiner, men det er sjældent at opskrifterne når med helt ud i køkkenet) og mit yndlingsmagasin på området er magasinet Mad!, som jeg i et nyhedsbrev for nylig kunne læse, er en lille solstrålehistorie i denne grå medietid, fordi oplaget stiger, så nu skal udgivelserne sættes op i frekvens.

Grunden til at det er mit yndlingsblad er, at det bygget op efter de samme principper som på nettet. Artiklerne er linket til hinanden, så jeg får en samlet menu efter præstationsevne, der er debattører, der har testet opskrifterne af og som kommer med deres mening. Alting har den samme lette tilgang, som artikler på nettet. Dvs jeg kan navigere i bladet på samme måde som jeg kan på nettet og det tiltaler mig af helt fantastisk meget. Der er helt tiden indgang til ny læsning og emnerne er blandet sammen.

Jeg ønsker mig en avis, der gør tingene på samme måde. Og det findes til dels. Gratisaviserne har nogenlunde samme opbygning, og selvom de også er trængte, så er det mit yndlingsmedie til at holde mig opdateret.

1 2  Scroll to top