Medier

Breaking News – på med festtøjet!

Jeg har en kjole i mit skab, der i den grad er for meget. Den er orange, den har strutskørt og en stor sløjfe om livet. Den egner sig kun til ganske få begiveheder i løbet af et år: bryllupper, nytårsfester og cocktailpartys på Amalienborg (as if), men når de opstår, så er den til gengæld perfekt! Og alt andet end det fulde skrud ved sådanne lejligheder vil virke som koldt vand på en æske heksehyl.

I nyhedsverdenen er breaking news sådan en begivenhed. Indrømmet, begrebet er i den grad blevet skamridt og udvandet siden TV 2 News’ fødsel, men ind imellem er den jo faktisk god nok. Og det var den i hvert fald i torsdags, da Lene Espersen gik af som politisk leder for det ene regeringsparti – midt i et valgår. Drama!

Jeg kom sent hjem den dag og missede begge de store nyhedsudsendelser, så jeg havde en god mulighed for at tjekke de større nyhedsmedier efter i sømmene på nettet. Kan de breaking? Leverer de det, jeg forventer, nu hvor jeg har poppet popcornene og sat mig selv op til fest?

TV 2

Her hersker der ingen tvivl om, at noget er sket! og at det ‘noget’ omhandler Lene Espersen. Hele den øverste del af forsiden er ryddet, og det første jeg overhovedet ser er en lille video-snas på et minuts penge fra Espersens tale – nemlig der hvor hun siger hun går af. Lige i skabet. Så er vi i gang. Der er masser af gul panik-farve, men jeg savner lidt mere leg med fontstørrelserne. Linksene står lidt og skutter sig ude ved bænkerækkerne.

Til højre for videoen er der det, der viser sig at være en live-opdatering. Den har givetvis udfyldt sit job til UG, mens pressemødet kørte, men nu er der gået en halv time og måske derfor gik der faktisk lige lidt, inden det gik op for mig, at det VAR en liveopdatering. Sætningerne lyder mere som overskrifter, og jeg havde musen henne over, fordi jeg faktisk forventede at kunne læse mere af Qvortrups vurdering.

Først efter lidt undren så jeg linket nederst i højre hjørne, der afslørede,hvad det var, jeg så på.  Lidt ærgerligt, for nu havde jeg fået en nyopdaget hunger efter politisk analyse. Jeg valfartede derfor over på DR for at se, hvad de havde at byde på i denne politiske gavebod af nyhedshistorier og vinkler.

DR

Her er forsiden i mindre grad præget af nyheden, men det er dog evident, at der kører noget bræk-news. Der er både den klassiske gule og den røde signal-farve. Billedet går hele bredden af siden ud, men prøver diskret på ikke at fylde for meget i højden. Måske af hensyn til Lars Løkke, der åbenbart byder indenfor her i de konservatives svære stund. Venlig mand.

Der er ingen video i første lag. Nå, tænker jeg, den kommer nok i andet lag – og klikker på Lene. (Men ikke inden at have tjekket tilbage på TV 2’s side – havde hun ikke ligesom noget andet tøj på der?! Og længere hår?)

Så kom vi da lige ned på jorden igen. Så er det åbenbart heller ikke mere breaking – og landets største tv-station har stadig absolut intet at byde på i afdelingen for levende billeder. Og det er nu også blevet ret tydeligt, at det still-billede de anvender heller ikke er fra i dag.

Oplevelsen har gjort mig nysgerrig efter at se, hvordan landets større aviser håndterer denne politiske stor-nyhed. Og jeg har jo stadig heller ikke fundet nogen analyse. Politiken bliver mit næste besøg. De har Mogensen, så meget ved jeg da.

Politiken

Hej Lene!

Så er der fandme breaking igen! Gule udsalgsfarve, stort billede og en ryddet forside. Når man scroller ned er der stadig masser af gang i musikken:

Det er da links, der vil frem i verden. Endda flankeret af røde signal-lamper. Der er ingen tvivl – det her er breaking, og den får gas. Jeg kan også stemme, men hvorfor er det lige jeg skal skrive min mening om, hvorvidt Espersen bør trække sig. Har vi ikke netop passeret den bro?

Berlingske

Her er breaking-skiltet mindre og mere diskret, ligesom billedet det sidder på.  Men værst for fornemmelsen af breaking er, at de ikke har taget skridtet fuldt ud og fjernet deres teaser-bælte i toppen. Hvorfor skal jeg finde en hot-dog i disse for gud, konge og fædrelandets så begivenhedsrige tider?!

Under topbilledet mødes man af to muntre svende. Hvis man har fulgt med i farcen i dagene forinden, kender man godt det her billede. Det er af ældre dato. Det tager igen brodden af nyhedsværdien. Desuden virker det mystisk, at de to står så muntre der midt i en større politisk magtkamp i deres fælles parti. Nedenunder får jeg gode muligheder for analyser, men manglen på volumeniøse font-størrelser tager lidt brodden af festen og helt aflyst bliver den, da blikket fanger Wilbek ude til højre. Er han kandidat? Næppe. Få ham nu væk fra tophistorien, hvis I virkelig mener, at den er breaking.

Jeg kan dog komme med min mening hvis jeg skulle lyste, og det er da altid noget. Internettes mest definerende træk som medie er netop muligheden for, at alle kan deltage. Men hvorfor skal det egentlig altid foregå på en underside? Hvorfor ikke trække de nyeste kommentarer ud på forsiden som live-opdatering? Det skulle der vel ikke ske noget ved her en halv time efter at projektørerne er slukket. Det er jo netop nu folk har lyst til at debattere, det ser man også tydeligt ud fra antallet af kommentarer. Skær hul ind til folket!

Jyllandsposten

Vi slutter med den tredje af de større borgerlige aviser – nemlig den min gamle konservative studiekammerat krammede på et dagligt basis: Jyllandsposten.

Nu kan det breaking-skilt da ikke blive mindre og mere anonymt! Det valgte billede er berøvet al drama og er i øvrigt tydeligvis gammelt! Vi har jo lige set damen med udslået hår på andre sider.

Tophistorien opdateres får man at vide. Hvornår mon? Skal jeg sidde og trykke F5 med tilbageholdt åndedrag, eller hvordan? Hvis man vil live-blogge i sådan en stund, så gør det. Der er masser af værktøjer derude til det. Analyser er det mig noget småt med, og hvem ved hvor mange, der har skrevet deres mening inde på den obligate underside? Ikke mig, thi taleboblen er tom. Linksene er små og titlerne på samme er mildt sagt kedelige. Men vi får da brugt ordet “støtte”.

Konklusion:

Tv 2 og Politiken har klart de bedste festkjoler i skabet. Og de er ikke bange for at tage dem på, nu hvor lejligheden byder sig.

Berlingske er godt med, men det er lidt den der gæst, der godt nok har taget pænt tøj på, men alligevel har underspillet det af frygt for at virke overdressed.

Jyllandsposten og DR er en fornærmelse mod værten. De har ikke engang gidet købe nyt tøj og det de har på, har hængerøv i buksen. Det kunne man muligvis tilgive, hvis de bidrog til konversationen, men også der halter det.

Fælles for alle de valgte medier er, at de ikke i højere og bedre grad benytter sig af brugernes inputs. Det er uopdyrket land, som alle kunne få mere ud af.

Breaking er breaking. Gå all in eller lad være med at gå ind. Der er ikke noget mere trist end flade sko ved et hofbal.

Foto af hundene: http://www.flickr.com/photos/geckoam/

If you can’t beat them – join them

Aviser verden over kæmper med at finde ud af, hvad de skal tjene deres penge på. P.t. er der flere af de store amerikanske aviser, der defilerer rundt med spørgeskema til deres brugere, for at finde ud af, om de mon stadig ville komme forbi, hvis de skulle betale for det. Svarene er ikke kommet endnu, men man har nok allerede en god fornemmelse af, hvordan de vil lyde. Det er let nok at få bananerne ind i abeburet – langt sværere at få dem ud igen. Og da de få tiloversblevne annoncører samtidig trækker i retning af Facebook, er gode råd dyre.

Men hvad ER det Facebook kan, der gør annoncørerne så kælne? Svaret er enkelt – de kan tilbyde målrettet annoncering, fordi de ved en del om deres brugere fra disses profil-oplysninger. Navn, bopæl, alder, ægteskabelig status, osv. Og det er en kendt sag, at folk stort set udelukkende reagerer på reklamer, der har relevans for dem, hvis man overhovedet skal gøre sig håb om at få dem til så meget som at blinke. Derfor sætter annoncørerne helst deres penge hos danskernes foretrukne sociale medie, som ovenikøbet har en voksende tendens til at tiltrække de købekraftige folk over 35.

En lavthængende frugt

Det turde være indlysende for alle, at aviserne på nettet må se at få samlet flere og bedre oplysninger ind om deres brugere. Det kræver desværre bare et login. Og så melder der sig en naturlig angst for at irritere ens brugere i en grad så de løber skrigende væk. Men det er der faktisk ingen grund til. Facebook (og Twitter) tilbyder nemlig services, der gør det muligt for ens brugere at logge ind på eksterne sites med en eksisterende profil. Med Facebook Connect kræver det bare 1 klik på en knap. Brugeren giver tilladelse til, at data rejser frem og tilbage, når de accepterer at forbinde til deres Facebook-profil, og det er altså en dejlig luns kød, som Facebook smed på bordet allerede sidste år. Brugerne tager deres profildata med sig og fordelene stopper ikke der.

Dronning Margrethe, Amalienborg, København

De fleste har nok prøvet at oprette falske profiler på nettet i irritation over den stigende mængde logins, men med Facebook Connect får partnersites jo faktisk en ret stor garanti for, at det er ægte profiler, de har med at gøre. Og for at det ikke skal være løgn, så slæber alle brugerne ovenikøbet rundt på en bus fyldt med alle deres venner, som potentielt kunne blive trukket ind på sitet også, efter en anbefaling fra deres ven. Viral markedsføring og sociale medier går hånd i hånd. Dvs. der er allerede her tre ting som aviserne kan plukke ned temmeligt billigt. Hvis man så oven i købet kombinerede det med et lille øje på, hvad brugeren så egentlig klikker på, på sin vej rundt i dagens virtuelle avis, så begynder man at have virkelig fine forudsætninger for at tilbyde den eftertragtede målrettede annoncering, både for eksterne annoncører, men faktisk også for en selv.

Spage forsøg

Nogle aviser er med på tankegangen og er da også i det små begyndt at tilbyde brugerne at forbinde til Facebook på deres sites. Men endnu har ingen taget springet og gjort det til et krav for fx at tilgå visse dele af avisen (bortset fra washingtonpost.com). Det er kun et tilbud til dem, der måtte have lyst til at dele bestemte artikler med venner, eller kommentere på indlæg. Det åbner self for den virale del af mulighederne, men ikke mere. Man kan som sagt formode, at aviserne måske er bange for at genere sine brugere med krav om login, og det er helt forståeligt. På den anden side er det ikke til at komme udenom, at brugerne skal generes i fremtiden – enten på pengepungen eller på oplysninger om sig selv. Alternativet er til at se for enhver, der har studeret oplags- og besøgstal det sidste års tid.

Lån flere idéer

Men hvorfor stoppe her? Facebook består af en samling entreprenante amerikanere, og de har flere gode idéer oppe i ærmet. For nylig lancerede de idéen om, at deres brugere skal kunne købe virtuelle penge på Facebook, som de så kan bruge til at putte i underholdende tjenester, som fx de spil der allerede er en stor succes på Facebook. Spilproducenten Zynga forventes at tjene flere hundrede millioner dollars i år, et beløb der potentielt kan overstige Facebooks egen indtjening, og det er klart at den sociale tjeneste med sit nye betalingssystem satser på at få sin del af kagen ved at score lidt på hver transaktion.

Klik dig til fordele

Nu er min tanke ikke, at Berlingske og co. skal åbne deres egen virtuelle pengepresse, men man kunne måske belønne faste brugere på lignende vis? Det er klart, at det er svært at få rigtig meget ud af at tilbyde målrettet annoncering, hvis man ikke kan prale med, at folk kommer forbi jævnligt. Men hvad nu, hvis brugerne fik noget for det? Kunne man forestille sig et system, hvor Facebook-villige brugere optjente virtuelle dolloras bare for at læse dagens avis? “Penge” de sidenhen kunne bruge fx i en webshop med sponsorerede produkter, på at deltage i eksklusive konkurrencer (fx om de 10 sidste billetter til Bruce Springsteen), låse op for indhold ingen andre kan se (fx tour de France live streaming), købe sig adgang til de fede arrangementer osv. Det virkelig fede ved den tanke er, at man netop kunne målrette de forskellige produkter til brugeren, som man jo ved en del om via deres login OG færden på sitet. Dem der læser mange mad-artikler kunne få tilbud om eksklusiv aften på Noma, mens de aldrig ville blive tilbudt den dag på Jyllandsringen med Tom K som deres bilglade ægtemand kan se.

Avisernes læsershops har længe udgjort et tredje ben i mediernes indtjening, og på det sidste er det nærmest blevet det ben, redaktionerne bruger som krykke. Men hidtil har mange af dem været forbeholdt den trykte avis’ abonnenter – det er måske tid til også at belønne de trofaste web-avis-læsere?

Nettet virker på print

Jeg elsker i teorien at lave mad (jeg elsker kogebøger og madmagasiner, men det er sjældent at opskrifterne når med helt ud i køkkenet) og mit yndlingsmagasin på området er magasinet Mad!, som jeg i et nyhedsbrev for nylig kunne læse, er en lille solstrålehistorie i denne grå medietid, fordi oplaget stiger, så nu skal udgivelserne sættes op i frekvens.

Grunden til at det er mit yndlingsblad er, at det bygget op efter de samme principper som på nettet. Artiklerne er linket til hinanden, så jeg får en samlet menu efter præstationsevne, der er debattører, der har testet opskrifterne af og som kommer med deres mening. Alting har den samme lette tilgang, som artikler på nettet. Dvs jeg kan navigere i bladet på samme måde som jeg kan på nettet og det tiltaler mig af helt fantastisk meget. Der er helt tiden indgang til ny læsning og emnerne er blandet sammen.

Jeg ønsker mig en avis, der gør tingene på samme måde. Og det findes til dels. Gratisaviserne har nogenlunde samme opbygning, og selvom de også er trængte, så er det mit yndlingsmedie til at holde mig opdateret.

Dialoge medier i Berlingske

Lisbeth Knudsen er i gang med noget, der ligner et paradigmeskifte inden for mediebranchen http://mediawatch.dk/artikel/lisbeth-k-1-september-er-alle-webjournalister. Det skal være slut med analoge og digitale journalister i koncernen, alle skal kunne levere nyheder til begge platforme. Man kunne kalde dem for dialoge journalister. Jeg klapper i mine små pølsefingre over denne udvikling, som forhåbentligt er starten på en modig og nødvendig nytænkning af, hvordan nyhedsflowet skal foregå i branchen. Printavisen er med internettets indtog – og det er sgu nok kommet for at blive – ikke mere det bærende nyhedsmedie. Os nyhedslæsere er blevet forvænte, hvorfor læse i morgen hvad jeg kan få LIGE nu. Til gengæld kigger jeg mere og mere kælent på de aviser, som har specialiseret sig til dykke ned og kortlægge baggrundsstoffet. Med andre ord, jeg vil gerne betale for at få P1 og DR2 på print.

Naturligvis har det kastet en del brok af sig blandt Knudsens journalistskare. Jeg håber, at hun står fast. Ikke kun fordi forandring er nødvendig, men fordi jeg er overbevist om, at vi får bedre nyheder, fordi journalisterne får en helt fantastisk mulighed for at skabe mere synergi mellem medierne. Men frem for alt håber jeg på, at den analoge forkælelse får en ende og genopfinder sig selv som et medie, der stadig er behov for. Jeg ved godt, at man bliver hængt ved daggry for den slags udmeldinger, men jeg vover pelsen.

Ingen reklamer – ingen Berlingske

Her til morgen øffede jeg vanen tro ind forbi berlingske.dk, hvor jeg i god borgerlig stil ville opdateres på nyt fra ind- og udland. Det gik sådan set også meget godt, indtil jeg pludselig blev mødt med dette skærmbillede:

berlingske.dk Det er i al sin enkelthed endnu et slag i krigen mod Aidonline man ser udfolde sig her. Teksten forklarer, at berlingske.dk har konstateret, at jeg har en ad blockerW installeret og derfor ikke kan få adgang til deres indhold.  Som alle huske har Berlingske de sidste par uger ført an i kampen mod Aidonline. Benævnte tjeneste tilbyder et program, som brugere kan installere lokalt på deres PC, og så se reklamer fra godgørende organisationer i stedet for almindelige reklamer.

Det kunne Berlingske bestemt ikke lide og retorikken dansede i perioder rundt på kanten af straffeloven og de latente trusler blev også kastet i retning af de reklamerende organisationer, der efter kort tids pres trak sig ud af samarbejdet.

Én mod alle!

Dengang kan jeg huske det undrede mig, hvorfor det lige var Aidonline og ikke ALLE ad blockers, Berlingske havde noget i mod, men nu kan jeg så se med mine egne øjne, at deres mishag har bredt sig i henhold til logikkens love. Jeg forstår dem godt, og jeg tror faktisk det er et rigtigt skridt. Eftersom nyhedssites er gratis at besøge, så SKAL pengene jo komme ind et eller andet sted, og det må så blive via annoncerne. Problemet bliver bestemt ikke mindre af, at printaviserne ikke rigtig sælger helt så godt nu hvor folk kan få samme indhold på nettet i nyere udgave end aviserne kan tilbyde til ublu summer på print. Så Berlingske har min sympati.

Det eneste problem er bare – jeg HAR ingen ad blocker installeret.

——————————————————————————-

Den fulde tekst:

Kære bruger
Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi
ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.

Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold,
hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de
omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis
annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så
vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på
www.berlingske.dk

Med venlig hilsen

Berlingske Tidende

Spørgsmål og svar om ad-blocking

Læs mere om Berlingske Medias bevæggrunde for at blokere for læsning af vores nyhedssites med adblocker-software.

Hvorfor har I pludselig besluttet at blokere for adblockere, som har været her i årevis?
Vi har været tvunget til at reagere på en konkret sag. Den aktuelle anledning var det samarbejde, som Aidonline og en række danske nødhjælpsorganisationer præsenterede offentligheden for i begyndelsen af juni måned 2009. Vi har gennem Foreningen af Danske Interaktive Medier samt i regi af Danske Dagblades Forening besluttet at kræve et fogedforbud mod Aidonline og deres virksomhed, men vi har samtidig blokeret vores sites for læsning med Adblockere, som er den teknologi, Aidonline anvender. Nødhjælpsorganisationerne har siden meddelt, at de trækker sig fra samarbejdet med Aidonline, men virksomheden fortsætter med at sælge annoncer på vores sites.

Jeg går ikke på berlingske.dk for at se på bannere
Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold, hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder. Det vil vi faktisk gerne, men prisen er altså at annoncerne følger med indholdet.

Det er min browser og mit frie valg!
Ja – men det er også vores frie valg at råbe op, når et firma som Aidonline i et skær af velgørenhed vil sælge annoncer sammen med vores indhold. Vi har valgt at blokere og protestere. Valget er stadig dit og helt frit. Vi tvinger ikke nogen til at læse vore nyheder, men vores sites vil vi gerne selv tjene pengene på.

Kigger I efter andre forretningsmodeller end annoncer?
Ja – og det har vi da også ved flere lejligheder meldt ud i den seneste tid. Men lige nu – og i en rum tid fremover – vil annoncer være noget nær den eneste realistiske model, som kan finansiere kvalitetsjournalistik på nettet.

Kan man omgå jeres blokering?
Absolut. Det vil ikke være muligt for Berlingske Media fuldstændigt at stoppe for Aidonline eller lign. aktiviteter ad teknisk vej. Men vi gør forsøget, forfølger sagen retsligt og får sagt klart og tydeligt, at vi ikke finder modellen rimelig eller retfærdig.

Bør betalende avisabonnenter ikke kunne læse vores sites helt fri for reklamer?
Jo – det synes vi faktisk også, men det vil tage tid at udvikle, og vi kan desværre ikke have denne løsning lige så hurtigt klar, som vi har haft behov for at stoppe AIDONLINE. Indtil videre kan vi desværre kun henvise betalende abonnenter til vores E-aviser.

Jeg vil gerne bare være helt fri for reklamer. De er grimme og tunge at hente.
Som sagt har gratis nyheder på nettet 24 timer i døgnet, 365 dage om året en pris: Men selv om vi holder af vores læsere, så er en læser på berlingske.dk, der blokerer annoncerne, strengt taget blot en udgift til båndbredde – og jo: Vores reklamer fylder på sitet, og de tiltrækker sig opmærksomhed. Det er hele idéen med reklamer, og hvis nogen skal gide indrykke annoncer hos os, så skal de også være til at få øje på. Vi tror, at der vil være interesse for et site fri for reklamer – også udenfor vores kreds af avis-abonnenter – og som sagt, så er vi gang med at undersøge denne mulighed.

Nogle annoncer er altså værre end andre, anerkender I ikke det?
Vi ønsker ikke, at berlingske.dk skal være så fyldt op af reklamer, at brugere føler sig tvunget til at installere en adblocker, men samtidig må vi jo erkende, at nogle har gjort det. Vi prøver at finde et acceptabelt kommercielt niveau, hvor annoncører og læsere har glæde af hinanden. Vi hører gerne om konkrete annoncer, som er til gene eller særlige annoncerformater, som du oplever som problematiske.

Hvordan kan jeg komme til at se berlingske.dk igen?
Det er enkelt: Deaktiver din adblocker eller Aidonline, når du vil læse vores sites: Vejledning til afinstallation af Aidonline

Der findes en lang række adblockere, som alle fungerer nogenlunde på samme måde, men den mest udbredte hedder ”Adblock plus” og er udviklet til Firefox. Hvis den skal deaktiveres, så gøres det under menuen ”Funktioner”, vælg menupunktet ”Tilføjelser”. Dernæst vælger du Adblock Plus og klikker på ”Deaktiver”.

Behovet for sortering lever

Weekendens valg i Iran affødte protester i landet fra oppositionen, der beskylder den siddende havenisse for valgfusk. Styret forsøger godt nok krampagtigt at forhindre modstanderne i at ytre sig ved at lukke åbenmundede websites. Men de kan jo selvsagt hverken lukke TwitterW eller YoutubeW, og de unge i Iran har øjensynligt fint styr på begge portaler.

Herhjemme brugte i hvertfald TV 2 Nyhederne materiale fra netop Youtube i deres 19-udsendelse og den kendte videotjeneste har også figureret på adskillige hjemmsider. Brugen af Youtube i medierne er ikke ny, men valget i Iran viser hvor stærkt et medie, det faktisk er, når det gælder nyheder fra egne af verden, de vestlige medier ikke har samme lette adgang til, som de har til dyrskuet i Odense.

Folkejournalister med noget på hjertet
I den situation bliver dem, der står i situationen til folkejournalister. Et begreb, der før har været oppe, når diverse eksperter kiggede i tarot-kort over journalistikkens dunkle fremtid. De forsøg, der har været med en dansk pendant til de rapporterende demonstranter i Iran har dog vist sig lattervækkende ringe – mest fordi gennemsnitsdanskerens liv faktisk er håbløst uinteressant uanset hvilket af nyhedskriterierne, du forsøger at mase ned over det. Men sådan en horde af iranske sandhedsvidner, der leverer nyhederne løbende og gratis, kan vel nok få enhver redaktør til at ryste i bukserne?

Folk vil gerne de traditionelle medier
Jeg ved det ikke, men jeg tror frygten i så fald er ubegrundet. Det viste sig nemlig ret hurtigt, at der var et stærkt behov for de traditionelle nyhedstjenester, også blandt den yngre generation. Ja, det endte nærmest i et folkekrav. Der skete nemlig det, da alle de stærke rapportager fra Iran begyndte at trille ind på Twitter, Youtube og de andre kendte tjenester, at de traditionelle medier simpelthen ikke reagerede hurtigt nok. Det betød, at alle disse informationer ikke blev filtreret, samlet og sat i en meningsfuld kontekst, og det frustrerede bl.a. brugerne af Twitter i en sådan grad, at de oprettede tagget #CNNfail. De begyndte at bruge det tidligt søndag morgen for at lufte deres utilfredshed med, at CNN ikke dækkede begivenhederne i den grad de fortjente. Inden for få timer var tagget eksploderet i brug og det døde først hen ud på søndag aften, da de traditionelle medier var kommet i omdrejninger.

Kom nu bare nærmere!
Dækningen af Iran-urolighederne var nok startet uden Twitter-tagget, men det vidner om, at folk stadig har et stærkt behov for de traditionelle medier til at holde styr på virkeligheden for dem. For når strømmen af informationer vokser, vokser behovet for, at nogen samler dem tilsvarende. De traditioenelle medier kunne sagtens tage denne fakkel op i højere og bedre grad end de gør i dag. Fx ved at være til stede på tjenester som Twitter og Youtube med andet og mere end breaking news og i hvertfald som minimum monitere disse bedre. Man må møde kunderne, der hvor de er. CNN og alle andre kunne jo snildt være hoppet med på tagget #iranelection (som stadig er ret hot i dag) og dirigeret folk i retning af det overblik, de savnede eller lavet videoresponenses på Youtube med samme indhold. Det var der bare ikke mange traditionelle medier, der gjorde, og dermed forpassede de faktisk rigtig fin mulighed for at score sidevisninger og som bonus hente gode ungdommelige point til deres brand.

Der har været en del snak fra de traditionelle medier også herhjemme om, at folk slet ikke gider seriøs journalistik mere. Nu vil alle bare have Erik og Anne, sex og vold og den lødige journalist kan ligeså godt pakke sammen. Jeg tror simpelthen ikke på det. Der vil altid været et behov for seriøs journalistik, og hvis nu de grædende bladhuse kunne få tørret øjnene og komme ind i kampen, så er der altså et marked derude.

(Som et prima eksempel på, hvordna det KAN gøres skal nævnes BBC, der var helt fremme i skoene med en reporter på gaden i Teheran, der rapporterede via sin mobiltelefon på Twitter og optog video med samme. Godt gået!)

Aktivitet på Twitter for tagget #CNNfail

Følg tedensen for tagget #iranelection og andre Twittertags her: http://twist.flaptor.com/?span=&gram=%23iranelection

Om #CNNfail-nyheden:

http://www.examiner.com/x-6207-Using-Computers-Examiner~y2009m6d14-CNNFail–Twitter-users-blast-CNNs-lack-of-Iranian-coverage

http://www.nytimes.com/2009/06/15/business/media/15cable.html?_r=1&ref=business

Hele avisen i et blik

The New York TimesW har lanceret en ny måde at læse netavisen på. Den forsøger at imitere det overblik som altid har været printavisens styrke. Når du sidder med det blødkogte æg og kaffen  søndag  morgen er det let at skimme print-avisens sektioner igennem og få en klar fornemmelse af, hvad du har at vælge imellem i denne omgang. Avisen stopper, når du igen kan se dit køkkenbord. Det er denne fornemmelse The Times forsøger at imitere med deres online-artikel-scanner, der skal råde bod på, at når det gælder overblik, så er nettet en glat størrelse. Det er uden ende og man løber hurtig vild i, hvilke historier, der er fra i dag, hvilke der er ældre og hvad sulan er det nu for en underside, jeg har forvildet mig ind på her?

Så set fra den vinkel er artikel-skanneren jo en fremragende idé. Og den giver da helt sikkert også det lovede hurtige overblik – ovenikøbet med så fyldige teasere, at jeg ikke behøver klikke på nogle historier for at fange indholdet med mindre det interesserer mig så hjerteligt, at jeg gerne vil have detaljer.

Men spørgsmålet er, hvordan det skal financieres? Når nu alle kan skaffe sig et overblik på få minutter, så er du også færdig med at se på The Times’ hjemmeside ret snapt. Og enhver ved jo, at det er sidevisninger, der genererer annoncekornerne på nettet. Som det er nu, udnytter The Times ikke engang den plads, der er i selve deres nye online-scanner. Det er jo oplagt at have målrettede reklamer inde på hver sektions side, men der er bare ingenting.

Noget helt andet er, at man blander medierne. Lidt ligesom når man forsøger at lancere tv på nettet. Jeg har allerede et glimrende tv med en blød sofa foran – der vil jeg da langt hellere sidde at se tv end på  min kontorstol. Ligeså med printavisen. Den er det bløde bøjelige læsestof, jeg kan tage med rundt i huset – fra toilettet til sofaen og videre ud i hængekøjen. Og når så jeg falder i søvn derude, så kan jeg smide kultursektionen over knolden og lave min egen lille hule. Det er mildest talt svært med en bærbar PC.

De forskellige medier har alle sammen deres styrke. Nettes er NETOP at man “farer vild”. Man får rodet sig ud af en tangent og følger tankens flugt. Når jeg har kllikket mig igennem Times nye netavis, sidder jeg med en sær tom følelse. Det var på en eller anden måde slet ikke det jeg kom efter…

1 2 3  Scroll to top