Social Media

Hvad er Twitter og hvad kan det bruges til?

Feb 13

Twitter er i vælten for tiden. Den spiller en rolle i Egyptens ongoing revolution, og der er snak om, at både Google og Facebook overvejer at hive det store chekhæfte frem for at erhverve sig microblog-værktøjet. Men hvad ER det egentlig? Hvad er forskellen på Twitter og Facebook? Og hvad kan ganske almindelige dødelige som os bruge skidtet til?

1 2 3…kan alle høre det her?

Twitter er i lighed med Facebook en micro-blog. Dvs. du kan skrive en lille besked med links osv. Den store forskel ligger i, at det man skriver på Twitter kan alle i hele verden potentielt læse, hvis de vil. På Facebook har de fleste indskrænket deres læserskare til godkendte venner.

Netop det, at Twitter er en åben mikrofon til hele verden, har gjort at den har fået en mere professionelt tone end Facebook. Rigtig mange virksomheder bruger Twitter til de korte nyheder om deres gøren og laden – samt den nære kontakt som sociale medier giver. Fx er SKAT på Twitter, og de har en god dialog med deres brugere der.

På Facebook er man ven – på Twitter er man stalker

På Facebook kan man anmode om at blive venner med folk, men det er ikke sikkert de siger ja. Omvendt kan man have venner, man ærligt talt ikke synes har meget interessant på hjertet.

På Twitter vælger man selv, hvem man vil følge. Og man kan ikke sige nej til at nogen følger med i ens updates (med mindre man har sat sin profil til privat, men det dækker jeg ikke her).

Jeg følger fx Lance Armstrong, Berlingske Tidende, WoW-insider og en masse personer fra tech-verdenen. Efterhånden som de skriver updates ser jeg dem i min nyhedsstrøm. Fordi jeg selv har valgt, hvem jeg vil høre fra, ser min nyhedsstrøm helt unik ud – og givetvis radikalt anderledes end fx Anders Breinholts.

Twitter har ikke ligesom Facebook mulighed for, at man kan synes godt om en update eller føje kommentarer direkte til den. Derfor kan Twitter godt virke lidt ensomt ift. Facebook.

Søg og find info om…alt

Jeg får automatisk updates fra dem jeg har VALGT at følge, men jeg kan stadig sagtens læse updates fra nogen, jeg ikke har valgt til. Det kan fx blive aktuelt, hvis man savner svar på et eller andet spørgsmål – eller bare vil se, hvad andre egentlig synes om Pernille Rosendahls kjole i fredag aftens X Factor. Det er her Twitters søgefunktion kommer ind i billedet.

Den er en fantastisk finger på pulsen – et kig ned i folkedybet og kan efter sigende endda give pointers om aktiemarkedets ups and downs. Endelig er det slet ikke ueffent, hvis man gerne vil have styr på, hvad der fx bliver sagt om den virksomhed, man selv arbejder på. Her kan jeg anbefale Twitters avancerede søgning, hvor man bl.a. kan indskrænke efter sprog og dato.

Med på en lytter

De fleste brugere på Twitter skriver sjældent noget selv, de lytter bare. Twitters store force er netop, at du kan række ud over den danske grænse og have snor i alle de spændende bloggere og personligheder, der findes rundt om i verden på lige præcis det område, der interesserer dig. Nogle af dem er også på Facebook, men der er jo allerede fyldt op med faster Annas nybagte rugbrød og en uendelig strøm af babybilleder, så det kan jo være rart at have et sted til det mere faglige.

Det er udansk (lommefilosofi-alert)

Twitter er ikke specielt udbredt i Danmark, og det kan jo godt undre al den stund, at danskerne er verdens mest begejstrede Facebook-brugere.

Jeg tror, det hænger rigtig meget sammen med, at vi i Danmark simpelthen ikke har en tradition for at promovere os selv. Vi søger de stillinger, der slås op og får koldsved på panden ved tanken om at skulle ringe uopfordret til nogen og reklamere for vores egne fortræffeligheder. Facebook er hyggeligt og privat – og inden for de sikre rammer af folk vi allerede kender. Desuden er temaerne som regel så ufarlige, at ingen føler sig pressede – oveni er der masser af rare klap på skulderen hver gang, man har taget et nyt billede af en sjov chokoladeæske. Det er da skønt. Men også lidt endimensionalt n’est pas?

Hvis du har mod på at bruge Twitter til andet end at lytte, så synes jeg klart at tjenesten har en styrke i muligheden for at promovere ens professionelle jeg, hvis man ellers kan udholde jantens stirrende blik. *krymper sig*

Jeg bruger primært Twitter til:

Nyheder – dem jeg følger er næsten alle sammen bloggere inden for områder, der interesserer mig – særligt fagligt. Det er dagens faste start-rutine at tjekke Twitter for spændende nyheder.
Sharing. Det jeg selv tweeter er ofte det bedste fra mit eget nyhedsstream, som jeg tror dem der følger mig vil kunne lide. Et godt tweet kommer ikke dårligt tilbage.
Pleje af mit eget brand. Jeg tweeter link til Cahoots når der er nyt, men jeg har også gjort det, at jeg har koblet min Twitter-profil op på min Linkedin-profil. Det betyder, at alle de tweets jeg laver, kommer med i den mail Linkedin jævnligt sender ud til mine Linkedin-kontakter. På den måde kommer mine tweets længere ud end bare til dem, der er på Twitter. Det er en supergod og let måde at pleje sit professionelle brand på. Og der bliver klikket fra Linkedin, kan vi se på vores statistik.

Har du erfaringer, så del dem gerne i kommentarfeltet. Hvis du derimod sidder og tænker: ja, det er sgu da meget godt, men hvordan kommer man i gang?! Så kan jeg afsløre, at jeg barsler med en guide, der vil se bloggens lys snarest!

—> Læs hvordan du rent praktisk kommer godt i gang med Twitter her <—

(Billede af twitter-fugl hentet på Flickr @Slava Baransky)

Facebook Places. Jeg er her – og hvad så?!

Jan 09

Det var temmelig forudsigeligt, at Facebook ville komme op med et eller andet modspil til Gowalla og Foursquare. 18. august 2010 præsenterede Mark Zuckerberg så Facebook Places omed lanceringen i første omgang ikke omfattede DK.

Men i sidste uge skete det så endelig. Teaseren smed tøjet og afslørede… musegrå uldne underdrenge! Tænk at have ventet så længe på så lidt. Vi anmelder Facebook Places og fortæller, hvorfor vi er en smule skuffede.

Givez shinies!

Hvis man er vant til Gowalla og Foursquare, så er den første skuffelse, der møder en, når man bruger Facebok Places manglen på virtuel ros og godter!

Både Gowalla og Foursquare opererer med badges, som sådan set bare er små grafisk medaljer. Man kan optjene dem på forskellig vis – fx ved at oprette 10 nye steder, eller man kan være heldig bare at finde dem rundt omkring, når man checker ind. Især det sidste har været brugt af Gowalla til i samarbejde med andre firmaer at lave en slags lodtrækning, hvor man kunne være heldig at finde specialdesignede badges, man så kunne veksle til virkelige ting, fx et par sko.

Foursquare har desuden den feature, at man kan blive ‘mayor’ et sted, hvis man er den, der har tjekket ind der flest gange. Man kan ikke se, hvordan man ligger i opløbet om førstepladsen, hvilket ansporer flere tjekins. Også denne feature er med held blevet brugt i markedsføringsøjemed.

Man kan selvfølgelig sige, at den slags da er ligegyldigt. Badges og titler er jo ikke umiddelbart noget værd i den virkelige verden, men der er ikke noget at gøre. Det virker. Man bliver glad, når man får et nyt badge – mennesker kan bare godt lide ros uanset, hvor kunstig den måtte være.

Der mangler lissom noget. Fx brugsværdi

Facebook Places skuffer også fælt, når det kommer til praktisk brugsværdi. Her er Foursquare kongen. Vi har mere end 1 gang fundet en god restaurant eller det lille hemmelige lokale sandwich-sted ved at se på Foursquare. Det er funktionen “tips nearby”, der gøre dette muligt.

Når man tjekker ind et sted i Foursquare, så kan man samtidig skrive et tip, som alle andre brugere af Foursquare kan se – uanset om de er dine venner eller ej. Hvis du befinder dig i en fremmed by, kan du således slæbe telefonen frem og tjekke hvilke tips, der er om steder i nærheden af, hvor du står. Det kan være ret snedigt, hvis du lige vil se, hvad andre mon har ment om en restaurant, inden du går ind.

“Så er jeg på arbejde. Igen.”

Når man tjekker ind med Gowalla og Foursquare, så kan man selv vælge, om man vil poste sit check-in på sin Facebook-profil. No such luck med Facebook Places. Hver gang man tjekker ind, så bliver det vist på ens væg – og helt ærligt, det bliver sgu lidt trættende i længden.

Privatlivets fred

Der er nu faktisk noget Facebook Places kan, som ingen andre kan. Du kan tjekke dine venner ind alle mulige steder – også selv om de slet ikke er der. Det kan der jo altid komme en del spas ud af:

Med sådan en feature kunne man i stigende grad blive interesseret i at holde skik på, hvem man er venner med på Facebook. Der er i forvejen en modbølge til at være på hele tiden og være venner med hele verden. I sommers blev det pludselig moderne at fjerne venner, som man alligevel ikke var rigtig venner med alligevel. Det gik op for folk, at fortrolighed mellem venner har helt andre konsekvenser på Facebook end RL kommunikation.

De umiddelbare reaktioner fra venner og kollegaer på Facebook Places’ frivole ‘tag dine venner-feature’ har været: “Det der! Det skal jeg have slået fra med det samme”.

Hvordan gør man det? Sådan her:

‘Konto’ > ‘Privatindstillinger’ > ‘Tilpas indstillinger’

Du skal indstille to steder. Den første afgør, hvem der kan se, hvor du tjekker ind. Den anden, som er den mest interessante, hvem der kan tjekke dig ind.

And the winner is…

Hvis vi uddelte stjerner på Cahoots.dk, ville Facebook Places ikke få mange. Efter en dag med Facebook Places trissede vi begge tilbage til Gowalla og Foursquare, hvor vi fik tips til den restaurant, vi spiste på om aftenen og den bar, hvor vi fik en øl bagefter. Det triste ved de to er at de begge mangler den store folkelige udbredelse i Danmark, og at det derfor er langt sværere at få samlet sin venner der.

Gowalla og Foursquare har intet at frygte endnu, men vi har selvfølgelige heller ikke set Facebook Deals endnu, som Zuckerberg præsenterede før jul.

Billede fra Flickr: @ichstudios

Mød Ida Charlotte

Apr 11

Nationalmuseet har skabt en fiktiv profil på Facebook, Ida Charlotte Finnelstrup. Hun beretter lystigt om sit liv i 1772, hvor hun nys er flyttet til København for at bo hos sin onkel og tante, inden hun skippes til Vestindien for at blive gift med sin forlovede. I staden skal hun forberede sig til sit kommende liv som ægteviv. Hendes statusopdateringer er sprogligt og emnemæssigt henholdt til hendes samtid. Så nogenlunde da.

Så langt så godt. Jeg hørte om det i radioen på vej til en fødselsdag i Jylland, jeg blev fascineret og Nationalmuseet fik på den måde besøg af mig, da jeg kom hjem igen. Jeg har også meldt mig som fan. Men jeg blev ærlig talt lidt skuffet. Først og fremmest mister projektet troværdigheden, når jeg nysgerrigt går ind under information for at finde ud af mere om, hvad projektet her går ud på og kan læse “Jeg er en fiktiv person skabt af Nationalmuseet (Ingen dyr kom til skade under processen)“. Her træder kommunikationsmedarbejderen ud af rollen og platter profilen til med dyrebemærkningen. Til gengæld ville jeg gerne have haft nogle flere hårde facts. Særlige interesser ryger desværre samme vej med gentagelsen af ‘visitter’ – der er åbenbart vigtigt at understrege, at der ikke foregår meget med tyngde i hendes liv.

Nationalmuseet har tilsyneladende ingen strategi for, hvad de vil med den trafik, de får på profilen. Det ville have været oplagt med et lillebitte link til deres hjemmeside eller en reference til en kørende udstilling (som jeg forventede), der giver den profilen mening og dermed er med til at give Ida Charlotte ekstra personlighed for dem, der gerne ville vide mere.

Sociale medier fylder meget i forskellige kommunikationsfora. Vi ved, vi skal være tilstede, men vi ved ikke rigtig hvorfor eller hvordan. Ligesom i al anden kommunikation er det væsentligt at have en strategi for, hvad man vil med det og sætte nogle succeskriterier op. Det ville man gøre i alle andre sammenhænge. Jeg kan godt lide Nationalmuseets projekt med at bruge moderne medier til at vise datidens liv, jeg savner bare helt utrolig meget en grundlæggende og gennemsigtig ide med Ida Charlottes profil. Nu har jeg linket flinkt og flittigt til Nationalmuseets hjemmeside (når nu de ikke selv gør det), der er nemlig mere info at hente om den unge dame (hvis man gider lede længe nok).

Kamilla Harritsø Jeg har i dag hilst på Ida Charlotte Finnelstrup, men tilstå at jeg finder hendes selskab en smule skuffende, omend hun var en yndig ung dame

Lille fugl på nettet der…

Apr 02

Kan Twitter forudsige fremtiden? Måske…

I lørdags sad jeg i sofaen hjemme hos min mor og så X Factor-afgørelsen. Stemningen i stuen var som den nu engang er i provinsen, når der lige er hældt kaffe op og serveret After Eight efter et solidt aftenmåltid. Men vi kunne nu alligevel godt svinge os op til en let hektisk stemning over, om det nu blev Tine eller Thomas! “Hvem vinder?,” spurgte min morfar. Han er fyldt 80, og han gider ærligt talt ikke vente på noget mere. “Det gør Thomas”, sagde jeg skråsikkert og kiggede op fra min iPhone. “Jeg vil godt vædde.”

Jeg havde i min kedsomhed, mens stemmerne blevet talt op, lige været forbi twitter.com (via den pissegode Twitter-app, Tweetie) og lavet en søgning på #xfactordk, og der gik det op for mig, at jeg kunne lodde folkedybet med det værktøj! Der var overvældende mange flere tweets med støtte til Thomas end til Tine, og det er jo realtime-ytringer. Lige nu, mens de sidder og stemmer. Ikke som BT’s visne meningsmålinger flere dage efter. Og de fik ret. Thomas vandt.

Nu udgør det danske twitterfolk bestemt ikke et repræsentativt udsnit af befolkningen, men i USA er tjenesten mere udbredt og her er man begyndt at se på den lille blå fugl som en sandsiger. HP Labs har netop offentliggjort en rapport, der tager udgangspunkt i tweets om film, for at se om det er muligt at forudse, hvilke der vil blive blockbusters. (@Mashable)

In short: det kan man godt. Men som med alle andre orakler skal man self lige tage det kritiske glasøje på, for laver man fx en lille Twitter-search på Valhalla Rising, så vil man se mange positive, fordi folk elsker den virale kampagne, der er søsat som reklame for filmen.

God påske!

—————————————————————————-

Har du selv fået lyst til at kigge i krystalkuglen, så kan jeg anbefale disse gratis værktøjer:

Twitters egen avancerede søgning:

Tweetmeme: Hotteste links på Twitter, opdelt i kategorier

Trendistic: Graf med hvad der rører sig p.t. Man kan søge på ord.

Twittercounter: Hvordan går det med forskellige profiler og også – oh skræk oh ve - med din egen!

Trendrr: er et godt værktøj, der samler det hele. Men også mere komplekst og så er der grænser for hvor meget man kan få gratis.

Twitter-revolutionen i Iran

Jun 18

Det er 4 timer siden, han sidst har givet lyd fra sig. Man bliver utryg. Og det bliver ikke bedre af, at hans sidste tweet var: we have to leave, it’s not safe here anymore! wish us luck!

Han eller hun er en iransk studerende, som jeg har fulgt de sidste par dage på Twitter. Her har jeg kunne følge med i dagligdagen midt i en diktaturstats ungdomsrevolution. De skulle have været til eksamen i dag, men det blev ikke til noget; politiet havde delt lister ud på universitetet med navne på folk, der skulle arresteres, så snart man så dem. I dagene forinden har man kunne følge hans og andre kamp mod den åndelige mørkelægning: hjemmesider er blevet blokeret, telefonlinier lukket og politiet gik fra dør til dør og konfiskerede paraboler fra folks hjem. Men alt det til trods har man med ujævne mellemrum kunne læse hans opdateringer på Twitter.

#iranelection hvis du vil have fart!

For hvis man vil vide, hvad der sker i Iran lige nu, så er Twitter-tagget #iranelection the place to go – der er mellen 10.000 og 30.000 tweets i timen på det tag alene, og det har ligget højt på Twitters trendliste siden valget. Også på andre sociale medie-sites er der heftig aktivitet. Youtube har 3000 videoer om Iran om dagen, der blogges på livet løs om emnet og der er billeder nok til at tage pusten fra enhver på Flickr.com. De traditionelle mediers hjemmesider ligner ramponerede Ladaer ved siden af, når det kommer til hastighed på og mængden af information. (Tal stammer fra trendrr.com. Uddybninger desuden på mashable.com)

It’s a small world after all

Det er de unges kamp for frihed i Iran, det handler om, men der er også en interessant side-historie. Twitter er blevet værktøjET, iranske unge bruger for at sprede deres budskab – og for at blive hørt. For vi lytter herude for enden af linien, og vi kan skrive tilbage til dem med moralsk støtte. Det betyder ikke det store i praksis, men det betyder tydeligvis meget for dem og for os. Hele den grønne bølge, der er #iranelection, har affødt en reaktion i de vestlige lande. Twitter er meget stort i USA, og det er tydeligt, at de unge her virkelig har taget den iranske sag til sig og fået nye venner og indsigter på tværs af kulturskel og udenom de traditionelle kilder. Twitter gør simpelthen det USA og Iran ikke formår på realplan – den får de to nationer til at mødes i dialog.

What to do – what to do!

Men der er også reel bevægelse på den vestlige side af linien, for her er de unge gået i gang med at hjælpe til med at holde kommunikationslinien åben. De sætter konstant åbne proxy servere^W op, så de unge i Iran kan bevæge sig anonymt på nettet. De har ændret deres egen timezone på Twitter til Theran-tid for at forvirre de iranske myndigheder, der ledte efter oprører på den sociale tjeneste, de kopierer de billeder, der bliver lagt op på .ir-domæner, og sikrer at de kommer over på en del af nettet de iranske myndigheder ikke kan nå og en driftig entrepreneur fra Israel lavede hurtigt en side, hvor man kunne give sin Twitter-avartar et grønt skær. Grøn er nemlig Irans farve og den farve, de unge selv har brugt fra starten af kampagnen. Derudover mærkede man folkets røst, da Twitter uforvarende var kommet til at planlægge en downtime^W midt på dagen i Iran (men om natten i USA). Der rejste sig et ramaskrig på Twitter, der blev hørt helt oppe i Det Hvide Hus, hvorfra man opfordrede tjenesten til at flytte tidspunktet.

Et skridt foran

Det er tydeligt, at Irans unge er helt på omgangshøjde med deres jævnaldrende fra vestlige lande. Den mængde af forskellige applicationer, de har taget i brug for at blive ved med at Twitte er imponerende, og strømmen af billeder og videoer vidner om gode teknologiske standarder. Og de er også fremme i skoene, når det handler om at holde mediet fri for vrøvl. Der skete nemlig det for et par dage siden, at den iranske statsmagt fik den lunkne idé SELV at oprette Twitter-profiler, udgive sig for at være fra oppositionen, sprede falsk information og i tilgift se, om man kunne ryge nogle navne ud. Det havde ikke stået på længe, før Twitter genlød af advarsler mod at vidergive informaitoner fra folk, man ikke var sikker på, var den ægte vare, og efter endnu et par timer havde nogen fået en guide for cyberwar op at stå. Dagen efter igen havde man efterhånden Twitter-navne nok til en liste over de twittere man i hvertfald IKKE kunne stole på.

Here comes everybody

De sociale tjenester på nettet har virkelig vist deres værd i denne sag, og det vidner om, at alverdens diktaturer går en sværere fremtid i møde. Informationer kan ikke holdes nede, internettet kan ikke lukkes og når folk fx via sociale tjenester får muligheden for at samle sig om en sag på tværs af grænser, så kan de virkelig lave bevægelse.

Om det lykkes for de unge iranere at få deres frihed i denne omgang kan måske være tvivlsomt, men der er ingen tvivl om, at de har gjort en forskel. De har rakt ud til resten af verden og verden har støttet dem. Det er godt at have med i bagagen til vores fælles fremtid.

Angsten for det ukendte

Jun 10

Stein Bagger-sagen startede med fuld appel og en sal pakket til bristepunktet med journalister. Alle ville være først med ALT, Stein foretog sig og sagde. Og os, der elsker den slags, sad self bænket på Twitter med stolen trukket op lige ved siden af Bo Elkjærs profil. Ekstrabladsjournalisten havde nemlig sat sig for at dække sagen med en løbende status på sin profil – via sin mobiltelefon. Alt var fryd og gammen og telegramsproget fik en rennæcanse, da Bo gik i gang. Men det fik snart en ende. Dommeren i sagen besluttede, at journalisterne IKKE måtte SMS’e under retssagen og indlagde i stedet flere pauser. Grunden flagrer i vinden, men det antydes, at journalisterne bare ikke MÅ opdatere deres redaktioner løbende.

Men hvorfor ikke, spørger man? Dommeren indlagde flere pauser som kompensation, og journalisterne ER der jo alligevel. Om de rapporterer nu eller om 5 minutter gør vel ingen forskel? Men måske var det forstyrrende? Med mindre reporterene ikke kunne finde ud af at slå tastaturtonerne fra, så kan en mobiltelefon, der bliver tastet på, næppe forstyrre mere end en blok papir, der rasler og krattes på.

Man aner, at dommeren har tænkt: Det skal bare ikke være et cirkus! Og hvis noget bliver opdateret NU og ikke om lidt – når noget er LIVE, så er det per definition uigennemtænkt – og så har alle teenagers foretrukne krammedyr nok heller ikke den bedste status som arbejdsredskab. Jeg har stor respekt for at en retssag skal være seriøs og værdig – jeg har været domsmand og jury i flere år. Men jeg kan sandt for dyden ikke se, hvorfor en mobiltelefon skulle være et mindre seriøst værktøj end en skriveblok.

Bo klarede skærene. Han fik opdateret sin Twitter alligevel. Hvem ved, måske måtte han gerne have sin laptop med derinde. Flere af hans senere twits er i hvertfald opdateret via web. Og hvis det er tilfældet, så er det jo først rigtig latterligt!

Nyheden: http://epn.dk/medier/article1720468.ece

Previous 1 2 3 4 Scroll to top