UX

Tjekliste til udvikling af apps

Jeg elsker apps eller i hvert fald konceptet apps. Små snedige programmer, som jeg tilgå når som helst og hvor som helst – det er convenient for at bruge en god dansk brugervenlighedsterm. Desværre er de fleste apps, der udspringer fra et website, som en ny kæreste man har lyst til at lave om på fra første dag. UX og usabilty stinker og det virker mest af alt som om grundtanken har været at strippe websitet for funktionalitet.

Her er min personlige tjekliste til den gode app:

1. Bevar funktionerne
Det irriterer mig grænseløst, hvis en app har færre funktioner end websitet, det er de færreste produkter, der ikke kan magte at få det med. Kunsten er at udvælge, hvad det er man tror brugeren som udgangspunkt tænder på – Danske Bank er et skoleeksempel på den gode udvælgelse, det vender jeg tilbage til.

Et eksempel på sær fravælgelse af funktionalitet er Facebooks app: hvorfor hulan kan jeg ikke synes om andres kommentarer på den, som jeg kan på webudgaven?

2. Udnyt smartphonens evner til navigation
Jeg har ikke mødt mange apps, der udnyttede smartphonens evner til navigation. Især er nyhedsmedier helt håbløse til det og de ligger ellers lige til højrebenet. Jeg drømmer om en app, hvor jeg ved at slide til højre får næste artikel og ved at slide til venstre får oversigten. Dobbeltklik aktiverer billedserie osv. Og så vi er enige om, at jeg skal kunne dele på Facebook, Twitter o.l. ikk’ oss’? Det er ikke kun den danske mediebranche, der fejler her. Youtube, som ellers er standardinventar, kan kun deles på mail. Tsk tsk

I et eller andet blogindlæg, som jeg ikke har kunnet hitte igen, så jeg en ny generation af navigation på smartphone. Du vælger om du er højre- eller venstrehåndet og så folder navigationen sig ud som om vifte fra skærmens side, så du kan navigere udelukkende med én tommeltot. Me likez og skal nok lege detektiv.

28.1.2011: Takket være Kevins kommentar har jeg fundet frem til linket – desværre har jeg læst et sted, at de har droppet den igen. Den gad jeg ellers godt teste.

3. Den må ikke gå ned

Jeg har en svaghed for boliger, så selvom jeg ikke skal flytte nogen som helst steder, elsker jeg boligsider. Stor var min glæde, da jeg opdagede, at Boligsiden.dk havde en app.Desværre går den ned HVER eneste gang, man søger på nyt område. Det dur heller ikke at en app loader så langsomt, at den går ned hvis du ikke står klistret op ad et trådløst netværk.

On a sidenote: Ejendomsmæglere, I er godt klar over, at det ikke bliver mere oplagt end apps for jer, ikke? Salgsopstillinger kan fint læses som pdf på en smartphone, og der er bonuspoint, hvis man har designet pdf’en til platformen. Og så har jeg slet ikke nævnt, hvad det betyder for sælger at kunne se statistik på sit hussalg fra den app…

4. Speed matters
Apps der loader langsomt, har tabt på forhånd. Sådan er det bare. Os med smartphones har den ikke kun pga signalværdien, men fordi vi er pisseutålmodige.

5. Ingen blindgyder, tak
Hvis man klikker på en Youtube-video fra Facebook app’en, kan man ikke komme tilbaws igen. Man skal lukke Youtube ned og starte Facebook forfra igen. Og det var bare et eksempel, listen er laaaang.

Danske apps som gør det godt

Det er ikke ren jammer, jeg har fundet danske apps, hvor jeg blev mere end almindeligt begejstret.

1. Danske Bank
Jeg overvejer seriøst at skifte til Danske Bank alene pga. deres app. Læs her hvorfor.


Bemærk hvordan navigationen IKKE ligner en kastreret webside (jeg forstår ikke helt, hvorfor mobilbanken ser oplåst ud, men den lader jeg passere i min begejstring).

Med mindre man er den anale revisortype, så har man ikke de relevante kontaktoplysninger med, hvis man skal have spærret sit Visakort. Det har man nu, hvis man er kunde hos Danske Bank, og man skal bare trykke på en enkelt knap, så klarer den resten.


Valutaomregneren er efterhånden gemt langt væk på de fleste banksites, det fatter jeg ikke, så jeg bruger altid den her.

Fremmed by, er der en hæveautomat? Det kan app’en fortælle dig. Den viser endda en rute derhen, hvorfra du står. Desværre ser den ikke ud til at virke i udlandet, hvilket godt kan undre når man tænker på, at Danske Bank er en del af et større netværk.

Danske Bank er ret langt med betaling af girokort via app’en, hvor man tager et billede og betaler. Det er fandme nemt. Måske bliver fremtiden, at der er stregkode eller quickmarks på alle girokort, så man blot scanner og trykker på ‘Betal’.

2. Rejseplanen

Efter en lidt bumlet start, hvor man blev sendt ud på nogle mildest talt besynderlige rejser på flere dage for at komme helt oplagte steder hen, så fungerer den aldeles fremragende nu.

Det betyder ikke så meget, at jeg kan vælge ’Fra’ min nuværende position, når jeg bare skal fra lille Årslev. Til gengæld har jeg tit brugt den, når jeg var i Kbh for at se om der kunne skydes genvej med enten S-tog eller Metro.


Når den har fundet mulighederne, er der et lille ur for afgangstidspunktet, der fortæller hvor realistisk det er at jeg når den afgang. Det er gennemtænkt.

3. Krak
Der er ikke de store falbalader over deres almindelige kontaktsøgning, som ikke leverer resultater værre eller bedre end deres website. Ved et tilfælde af kedsomhed faldt jeg over en lille fin funktion, som jeg egentlig synes, de burde gøre mere stads ud af, nemlig ’Guide’. Navigationshjulet er ganske vist irriterende og er tydeligvis ikke testet, i modsætning til Danske Banks navigationshjul, hvor man bare skal klikke, så skal man her give lykkehjulet en tur til den valgte kategori er markeret og så klikke på søgeluppen. Alt for meget arbejde, det ligner en konceptdarling, der burde have været aflivet. Men jeg lader det passere i den gode sags tjeneste, for tanken bag Guide er ok.

Her kan man vælge en kategori fx ’Restauranter’ og få en liste over steder i nærheden af, hvor man er.

Som en lille fin bonus, er der anmeldelser. Integration til sociale medier er der intet af og man kan ikke tilføje billeder, men det kan være det kommer.

Man kan også få resultatet på kort, det kan så undre, at Krak som både har kort og ruteplaner ikke tilbyder sidstnævnte, når man står inde på kortet.

Jeg endnu ikke mødt en smartphone ejer, hvor mobilen ikke er et væsentligt supplement til pc’en, når man er på farten. Eller overhovedet ikke er på farten, men sidder i sin sofa. Derfor er det værd at gøre sig umage med udviklingen af apps, gøre en dyd ud af usability og UX, og udtænke en navigationsstruktur der ikke er bundet op på internettet.

Gæt et design

Kig godt og grundigt på dette screendump af en asiatisk forside. Hvad tror du, at det er?

Jeg afslører det ikke endnu. Pointen med den lille quiz er at vise, at genkendelsens glæde også er kulturel på nettet. Dansk webdesign er Arne Jakobsen i pixels og det er sjældent, at Verner Pantons farverige univers finder vej til den virtuelle verden, når det kommer til corporate sites (det var forresten et hint).

Normalt bruger vi grafikken som løftestang til at afkode alt fra navigation til budskab, men hvad fortæller dette design os? Billedet til højre med de pastelfarvede elefanter ligner noget til børn. Knapperne og farverne kunne godt ligne noget fra en webshop, der sælger elektronik. Søgefunktionen understøtter, at det er en form for portal. Er du enig? Jeg afslører ikke noget endnu.

Identifikationen får os til at føle os trygge, når vi sidder der bag skærmen. Vi kender det fx fra Windows skrivebord, skraldespanden til slettede filer og den lille kuvert som symbol for e-mail. Når vi ikke kan finde noget hænge genkendelsens hat på, så bliver navigationen akavet og bumbet.

Vi betragter internettet som et sted uden grænser og forventer, at alle andre brugere i verden ligner os selv. At dansk design er universelt. For et par år siden var jeg til et foredrag med en antropolog, som Microsoft havde ansat. Hun blev sendt til Japan, fordi de simpelthen ikke kunne forstå, at deres nye darling Messenger ikke havde lagt japanerne ned i begejstring. Japanerne er høflige mennesker helt ud i det umenneskelige. Der er musik på toiletterne, så man ikke generer sine omgivelser med lyden af latrinære udfoldelser. MSN blev betragtet som uhøfligt, fordi den påtrængende gør modtageren opmærksom på, at nogen vil i kontakt. NU! Det er dårlig stil, til gengæld elsker japanerne at faxe til hinanden.

Pointen med dette indlæg er: kend dine brugere, undersøg deres behov og overvej om du opfylder deres eller dine behov. Sidder du som ansvarlig for et internationalt site, er det endnu vigtigere at have styr på de grafiske kulturforskelle. Farver alene vækker noget forskelligt i os. I DK er bankfarven blå (også et hint).

Løsningen: det er forsiden af Bank of Tokyos hjemmeside! Bemærk forresten, at deres engelsk sprogede udgave ser væsentlig anderledes ud.

Derfor blev jeg ikke abonnent på I FORM

I et eller andet nyhedsbrev faldt jeg over en annonce fra I Form med det forjættende tilbud om løbejakke + pulsur + x udgaver af bladet for sølle 39,95. Optændt af en pludselig ild over hvor meget det ville betyde for min løbetrang, hoppede jeg på limpinden. De 39,95 blev hurtigt højere, fordi man skal jo også lige betale for porto. Klart, tænker jeg og læser lystigt videre. Jeg forpligter mig også til at købe et blad mere udover dem, der er med i tilbudet, så efterhånden er den samlede pris oppe på 130-140,- (strike 1) I forget, og det står ikke i min bekræftelse . Ilden brænder knap så kraftigt, men det er stadig billigt, tænker jeg, også selvom jakken og pulsuret sandsynligvis ikke er state of the art.

Få sekunder efter tikker en mail ind, hvor den ansvarshavende himself lover mig, at jeg kan komme hurtigt i gang, hvis bare jeg gider høvle gennem et spørgeskema. Han vifter også med to biografbilletter for at gøre opgaven mere spiselig (de vil jo gerne vide mere om mig),og  jeg vil endda kunne se med det samme, om jeg har vundet. Det er sgu da nemt! Så jeg klikker mig igennem interesseområder, produktkendskab mm. for snart er belønningen hjemme. Jeg skal bare lige skrive en begrundelse for, hvorfor det lige er mig, der skal vinde dem. !?!?! (strike 2). I skæret fra de ulmende gløder får jeg skrevet et eller andet og afslutter.

Om det er brandfaren ved mine gløder eller en midlertidig hjerneblødning hos en kommunikationsmedarbejder, der får I Form til at kaste vand på den sidste begejstring, jeg havde over dette prøveabonnement, aner jeg ikke. Men gennemblødt blev jeg . Fair nok at ikke alle kan vinde i en lodtrækning. Ikke engang mig, der ellers havde skrevet sådan en fin begrundelse, men nu fortæller Himself mig, at jeg IKKE ENGANG HAR DELTAGET i lodtrækningen (strike 3).

Den sælger, der efterfølgende skal ringe mig op og overtale mig til at fortsætte abonnementet, skal have en stemme som varm flydende chokolade og et usandsynlig godt tilbud for at opveje den bjergetape, det var at blive ny kunde og endda en god kunde, der artigt besvarede en stribe spørgsmål. Jeg tvivler ærlig talt på, at det kommer til at ske.

Strike 1 er en klassiker, hvis formål det er at se billig ud. Tilgiveligt, sådan er spillereglerne. Strike 2 er en bummert, man skal ikke komme med begrundelser i en lodtrækning. Også den kunne jeg have levet med og med tiden glemt. Strike 3 fælder I Form, fordi det havde ikke kostet noget at skrive “Desværre vandt du ikke, men som abonnent får du mulighed for at deltage i en masse konkurrencer om skønne præmier. Vi lover, du skal nok blive en glad abonnent.”

Normalt linker vi jo lystigt her på bloggen, men I Form klarede desværre ikke cuttet til at deltage i lodtrækningen…

Youtube vs. web-TV

Jeg elsker Youtube, men jeg hader web-TV. Og jeg havde endda forholdsvis høje forventninger til mediet, da det kom frem. Og min arbejdsplads investerede mangen en skilling i teste web-TV. Alt sammen til ingen anden nytte end at vi blev nogle erfaringer rigere. Hvorfor hulan er det så lige, at Youtube er blevet så hot? Tag plads på briksen, for nu er det tid til lommepsykologi.

Det handler om indfrielse af forventninger. Til daglig arbejder jeg med, hvordan brugernes læsemønster er på nettet, og det mønster er brugerens værn mod at klikke forgæves. Hvis en overskrift eller et billede på en artikel fænger (forventing skabes), klikker brugeren sig ind på artiklen. Inden artiklen læses tjekkes overskrift og billede igen (mulighed for indfrielse af forventning dobbelttjekkes), herefter skimmes for clues i form af elementer, der adskiller sig fra brødteksten fx mellemoverskrifter, links, flere billeder, billedtekst (evnen til indfrielse vurderes). Hvis det hårde slid med at læse en artikel ser ud til at kunne svare sig, går brugeren i gang med at læse (forhåbentlig indfries forventningerne). Muligheden for at skimme er altså en væsentlig del af  oplevelsen og garantien for indfrielse af forventninger, og den har man lige præcis ikke på web-TV. Her skal jeg klikke på noget, hvor jeg i princippet skal se det til ende for at vurdere, om det var min tid værd. Der skal immervæk meget til, før man som bruger løber den risiko.

Youtube har to væsentlige kvaliteter, som jeg ser det. 1) Jeg søger selv mit indhold og er dermed selv garant, 2) Det er som regel nemt at afkode, om det er spændende eller ej. Klippene er korte og jeg kan se belønningen fx ‘Slange kaster flodhest op’. Der er ikke voldsomt meget at være i tvivl om. Men hvis jeg skal se et indslag om noget, så bliver jeg pludselig i tvivl om jeg orker. Det er sjældent, at tvivlen kommer web-TV tilgode.

Jakob Nielsen til kamp mod prikkerne

Temaet i Jakob Nielsens nyeste alertbox er ‘password masking’. Hans synspunkt er, at det er skadende for brugervenligheden, at man ikke kan se, hvad man skriver, når man taster kodeord ind på diverse sider. Det er let at lave fejl og brugere er i fare for helt at opgive – og dertil er det ifølge Nielsen helt overflødigt, fordi der sjældent er nogen, der står og kigger én over skulderen, når man skriver.

Og det har han jo ret i. Men jeg må alligevel undre mig. Nielsen plejer at være den første til at forsvare, at ting fortsætter med at være som de plejer for ikke at forvirre folk unødigt, men han mener altså, at dette er et tilfælde, hvor man bør begynde at lave om på praksis.

Jeg kan godt se hans pointe om, at det er brugerfjendsk at maske det, man skal skrive – især på mobiltelefoner! Men på den anden side kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke brugerne vil blive utrygge ved kodeord, der kan ses? Det er muligvis en falsk sikkerhed, prikkerne giver, men de giver dog en fornemmelse af, at der er styr på sagerne. Jeg tror, jeg ville blive grænseparanoid, hvis jeg pludselig kunne se, hvad jeg skrev i kodeord, og min første indskydelse ville givetvis være, at jeg var i gang med at udfylde det forkerte felt.

Derudover vandrer mine tanker også i retning af HTTP cookiesW. Der er muligvis ingen, der står og ser mig over skulderen lige nu, mens jeg sidder og taster kodeordet ind, men hvad med senere? I en tid, hvor browsere gerne vil hjælpe os med at huske alt muligt og skrive tingene færdig for os, så snart vi går i gang med at taste, kunne jeg godt blive lidt angst for, at nogen ville kunne lure mit kodeord af ad den vej. Og det HELT desuagtet, at jeg rationelt ved, at man kan styre den slags på feltniveau fra afsenderens side, så det formentlig aldrig ville blive et issue. Men jeg ville tænke, når jeg sad og tastede:  “det her bliver vel forhåbentlig ikke gemt i en eller anden fjern småkage på min harddisk, så folk, der senere går ind på siden via min PC, vil kunne læse kodeordet!?” Som mange andre, har jeg en tendens til at bruge det samme kodeord rigtig mange steder, så det ville være katastrofalt, hvis det lækkede bare ét sted. Og hvis jeg tænker sådan, så tror jeg min kollega, der den anden dag var bange for at nogen kunne komme ind på hendes pc via hendes skærm alene, vil være endnu mere utryg.

På dette punkt må jeg simpelthen sande, at jeg er mere konservativ end Jakob Nielsen! Jeg holder på prikkerne. Muligvis kan jeg mødes med hr. Nielsen på hans kompromisforslag, der lyder på, at man burde give folk en tjekboks, så de kunne vælge om de ville maske deres indtastning eller ej, men jeg er stensikker på, at jeg altid ville have den sat på ‘prikker’.

Tankerne om reset-boksen, som han også giver et skud for boven i artiklen, er jeg til gengæld helt enig med ham i: den skal bare dø!

1 2 Scroll to top