Annoncemarkedet

Brought to you by…Irma

Informations læsere er givetvis ikke et segment, der bare knuselsker blinkende bannerreklamer, og det ved IRMA godt. De har ifølge Mediawatch indgået en decideret sponsoreringsaftale, der giver dem en lille plads ved hver eneste af Informations artikler – diskret og ærbar som kun en IRMA-pige kan være det. (Aftalen løber som et forsøg indtil midten af marts).

Idéen om at være til stede ved hver eneste artikel lige ved siden af teaseren i en avis, hvis målgruppe passer som fod i hose til IRMAs er ikke dårlig og sikrer mange muligheder for at blive set. Men hold da op, hvor er det underspillet. Konceptet er angiveligt hentet fra USA, hvor brugerne i stigende grad er blevet svagtseende, når det gælder bannere. Måske er denne type annoncering vejen ud af den blinde vinkel, men det aktuelle eksempel er så underspillet, at man er i fare for kun at registrere det ubevidst, og hvor er vi så henne? Tænk Information, tænk IRMA? Sammenhængen fortegner sig i tågerne. Socialistisk vinklet avis møder dyre produkter og sød musik opstår?

Jeg ville nok derfor uanset placeringen have valgt at gøre det liiidt tydeligere, at der rent faktisk ER noget man kan trykke på derude til højre (fx med en diskret animation af logoet). Som det er nu, står det og skutter sig sammen med ‘print artikel’, og vi ved jo alle sammen hvor svært det er at få brugeren til at vige fra artikelindholdet. Og teksten med opfordringen til at klikke er en JPGW med en så utydelig font, at det enten kræver en større skærm end min bærbare eller måske bare en lup? Og så er teksten ikke en gang understreget, hvilket da kunne have givet den arme bruger et diskret vink.

Den journalistiske integritet er i fare! Eller er den?

Men overall et interessant samarbejde – og især interessant, at der faktisk ved nær-lup-læsning står ‘sponsoreret af IRMA’ ved hver artikel. Det giver læseren en fornemmelse af, at IRMA er ude i et større ærrinde her end bare at sælge dagligvarer. Men er de nu også det? Jeg tvivler. Og de andre reklamer på Information vidner da også om, at IRMA vist ikke bærer den byrde alene.

Men tanken er slet ikke dum. Man kunne forestille sig, at firmaer ville være meget interesseret i at sponsorere bestemte artikel-serier eller emner. Tøger Seidenfaden har tidligere luftet en lignende idé – godt nok er hans optimistiske mål, at få private læsere til at åbne pengepungen. Men hvorfor skulle de det? De har allerede betalt ét nyhedsmedie over licensen. Firmaer derimod – de kunne have stor fornøjelse af den postive afsmitning det ville have, at være dem der sponsorerede Berlingskes gravehold, når de hakkede sig vej til den næste Cavling-pris. På samme måde som de har det, når deres cykelhold kommer først over stregen i Frankrig.

Jeg kan dog allerede nu høre mine skrivende kollegaer råbe noget om journalistisk integritet i et skingert toneleje. Men skal vi nu ikke lige prøve at tage den med ro? Hovedformålet her er vel at skaffe penge til redaktionernes videre arbejde, ikke til at holde trykpressen i gang? Man KAN jo vælge at gøre et  stykke arbejde for at finde en sponsor, der ikke har noget i klemme i den sag, der skal undersøges. Fx kunne Ford vel godt sponsorere en artikel-serie om de ældres forhold på plejehjemmene? Hvad skulle der ske ved det? Ingen føler sig vel pludselig forpligtet til at købe en Ford Modeo til deres gamle mor af den grund – eller hvad? Men man ved jo aldrig…efter at have læst historien om hvem der styrer Cuba i Information har jeg fået en ubændig trang til havanesere. Mon de har nogle i IRMA?

 Scroll to top