Facebook har ofte været omtalt som “det moderne forsamlingshus” som kan bringe borgerne tættere på politikerne – især i en valgkamp. Og når man siger ‘forsamlingshus’ i den forbindelse, så tænker man uvægerligt på debat-møder – ikke på suppe-steg-og-is-middage. Men på vores tur rundt på de politiske hjemmesider, opdagede vi, at størstedelen af dem, der skrev derinde, var tilhængere.

Vil jeg nu også ligefrem være VEN med Simon Emil?

Og det er måske ikke så mærkeligt, for man skal jo stadig enten trykke på ‘synes godt om’ eller på ’tilføj ven’ for at få opdateringer fra en given politiker løbende i sit eget nyhedsfeed. Og selvom det jo kun er retorik, så har ordene alligevel vægt.

I en debat på Information for kort tid siden kunne man fx læse følgende i en kommentar om Søren Pinds venneliste på Facebook:

Man kan tydeligvis kun være venner med Søren Pind på Facebook, hvis man er enig med ham. Og jeg tror ikke denne debattør er alene om at tænke sådan – jeg føler mig temmelig overbevist om, at der ville rejse sig en væg af forargelse, hvis jeg dristede mig til at ‘synes godt om’ Pia Kjærsgaard på Facebook.

Politikernes Facebook-sider har det altså med at tiltrække tilhængere, og derfor er mediets potentiale som debatrum måske ikke så stort, som man kunne formode. Til gengæld kan Facebook noget, som et forsamlingshus aldrig kommer til at kunne.

Facebook – forsamlingshuset, du kan tage med dig

Når lyset er slukket og stemmerne talt op, så går man hjem og tygger på budskaberne – måske stemmer man på en af de lokale kandidater og glemmer så alt om dem igen de næste 4 år.

På Facebook tager man politikeren, forsamlingshuset og hele moletjavsen med sig på ryggen som en snegl. Når man først er blevet ven, eller har ‘syntes godt om’, så får man jo jævnlige opdateringer fra politikeren (hvis de kan deres kram). Og det synes jeg i virkeligheden er den største “demokratiske” styrke ved Facebook – hvis vi absolut skal tæve en op af jorden.

Det er jo ikke alle politikere, der konstant optræder i Vild med Dans og er fast inventar i Debatten. Der er stadig masser af mindre lokale navne, der gør et godt stykke arbejde, og som på den her måde kan holde gryden i kog hos vælgerne til næste gang – også selvom de vælgere ikke stiller dem et eneste spørgsmål i den mellemliggende periode.

Den nye måde at være lokalpolitiker på

Således ved jeg om Dan Jørgensen, som jeg stemte på til EU-valget, at han har skrevet en klimabog, er ret uenig med Bjørn Lomborg, flere gange har optrådt i tv-duel med Morten Messerschmidt, skrevet kronik med Bent Betjent og at der er mange, der synes, han ligner Elvis Presley.

Jeg ved simpelthen hvad og hvem min stemme er gået til. Jeg kan følge arbejdet og personen og vurdere, om jeg synes det er godt nok til en periode mere næste gang.

Og der er nok mere sandsynlighed for, at det bliver Dan næste gang end en ukendt plakat-person – man ved jo hvad man har, og jeg synes efterhånden jeg kender ham. Bedre end jeg ville have gjort, hvis jeg havde set ham på en talerstol real life over en citronvand i et forsamlingshus.

Jeg har en fornemmelse af nærhed og kontinuerlig forbindelse – på samme måde som jeg i gamle dage havde det med min lokale politiker, der var ven af familien.

Facebook har et uprøvet potentiale

Så selvom Facebook muligvis ikke er bedre end det almindelige forsamlingshus, når det kommer til politiker-debatter, så har det stort potentiale på den lange bane, hvor det gælder om at opbygge relationer og give vælgeren et indblik i, hvad de har fået for deres stemme.

Men de muligheder løfter man naturligvis kun som politiker, hvis man bruger Facebook aktivt, også når der IKKE er valg.