Det er 4 timer siden, han sidst har givet lyd fra sig. Man bliver utryg. Og det bliver ikke bedre af, at hans sidste tweet var: we have to leave, it’s not safe here anymore! wish us luck!

Han eller hun er en iransk studerende, som jeg har fulgt de sidste par dage på Twitter. Her har jeg kunne følge med i dagligdagen midt i en diktaturstats ungdomsrevolution. De skulle have været til eksamen i dag, men det blev ikke til noget; politiet havde delt lister ud på universitetet med navne på folk, der skulle arresteres, så snart man så dem. I dagene forinden har man kunne følge hans og andre kamp mod den åndelige mørkelægning: hjemmesider er blevet blokeret, telefonlinier lukket og politiet gik fra dør til dør og konfiskerede paraboler fra folks hjem. Men alt det til trods har man med ujævne mellemrum kunne læse hans opdateringer på Twitter.

#iranelection hvis du vil have fart!

For hvis man vil vide, hvad der sker i Iran lige nu, så er Twitter-tagget #iranelection the place to go – der er mellen 10.000 og 30.000 tweets i timen på det tag alene, og det har ligget højt på Twitters trendliste siden valget. Også på andre sociale medie-sites er der heftig aktivitet. Youtube har 3000 videoer om Iran om dagen, der blogges på livet løs om emnet og der er billeder nok til at tage pusten fra enhver på Flickr.com. De traditionelle mediers hjemmesider ligner ramponerede Ladaer ved siden af, når det kommer til hastighed på og mængden af information. (Tal stammer fra trendrr.com. Uddybninger desuden på mashable.com)

It’s a small world after all

Det er de unges kamp for frihed i Iran, det handler om, men der er også en interessant side-historie. Twitter er blevet værktøjET, iranske unge bruger for at sprede deres budskab – og for at blive hørt. For vi lytter herude for enden af linien, og vi kan skrive tilbage til dem med moralsk støtte. Det betyder ikke det store i praksis, men det betyder tydeligvis meget for dem og for os. Hele den grønne bølge, der er #iranelection, har affødt en reaktion i de vestlige lande. Twitter er meget stort i USA, og det er tydeligt, at de unge her virkelig har taget den iranske sag til sig og fået nye venner og indsigter på tværs af kulturskel og udenom de traditionelle kilder. Twitter gør simpelthen det USA og Iran ikke formår på realplan – den får de to nationer til at mødes i dialog.

What to do – what to do!

Men der er også reel bevægelse på den vestlige side af linien, for her er de unge gået i gang med at hjælpe til med at holde kommunikationslinien åben. De sætter konstant åbne proxy servere^W op, så de unge i Iran kan bevæge sig anonymt på nettet. De har ændret deres egen timezone på Twitter til Theran-tid for at forvirre de iranske myndigheder, der ledte efter oprører på den sociale tjeneste, de kopierer de billeder, der bliver lagt op på .ir-domæner, og sikrer at de kommer over på en del af nettet de iranske myndigheder ikke kan nå og en driftig entrepreneur fra Israel lavede hurtigt en side, hvor man kunne give sin Twitter-avartar et grønt skær. Grøn er nemlig Irans farve og den farve, de unge selv har brugt fra starten af kampagnen. Derudover mærkede man folkets røst, da Twitter uforvarende var kommet til at planlægge en downtime^W midt på dagen i Iran (men om natten i USA). Der rejste sig et ramaskrig på Twitter, der blev hørt helt oppe i Det Hvide Hus, hvorfra man opfordrede tjenesten til at flytte tidspunktet.

Et skridt foran

Det er tydeligt, at Irans unge er helt på omgangshøjde med deres jævnaldrende fra vestlige lande. Den mængde af forskellige applicationer, de har taget i brug for at blive ved med at Twitte er imponerende, og strømmen af billeder og videoer vidner om gode teknologiske standarder. Og de er også fremme i skoene, når det handler om at holde mediet fri for vrøvl. Der skete nemlig det for et par dage siden, at den iranske statsmagt fik den lunkne idé SELV at oprette Twitter-profiler, udgive sig for at være fra oppositionen, sprede falsk information og i tilgift se, om man kunne ryge nogle navne ud. Det havde ikke stået på længe, før Twitter genlød af advarsler mod at vidergive informaitoner fra folk, man ikke var sikker på, var den ægte vare, og efter endnu et par timer havde nogen fået en guide for cyberwar op at stå.  Dagen efter igen havde man efterhånden Twitter-navne nok til en liste over de twittere man i hvertfald IKKE kunne stole på.

Here comes everybody

De sociale tjenester på nettet har virkelig vist deres værd i denne sag, og det vidner om, at alverdens diktaturer går en sværere fremtid i møde. Informationer kan ikke holdes nede, internettet kan ikke lukkes og når folk fx via sociale tjenester får muligheden for at samle sig om en sag på tværs af grænser, så kan de virkelig lave bevægelse.

Om det lykkes for de unge iranere at få deres frihed i denne omgang kan måske være tvivlsomt, men der er ingen tvivl om, at de har gjort en forskel. De har rakt ud til resten af verden og verden har støttet dem. Det er godt at have med i bagagen til vores fælles fremtid.