Statens Museum for Kunst (SMK) har i disse dage en Hammershøi udstilling kørende. Og det er jo i sig selv noget, der er værd at rende efter. Men det særligt bemærkelsesværdige er, at der er udviklet en app til udstillingen også. Den skal self anmeldes! Jeg har derfor været på kunstudstilling sammen med min gode kollega Pia Vive. (@piavive)
Første gang jeg hørte om wefeelfine.org var på New Media Days sidste år, og det var en af konferencens absolutte højdepunkter. Skaberen er den unge Jonathan Harris, en teknologisk vidunderdreng med et beundringsværdigt naivt og nyopfindende syn på den digitale verden.
Wefeelfine.org vækker reminiscenser til min barndom med Superkarlas barnlige verden og frem til i dag med det magiske univers i Sonys reklame med hoppeboldene. Harris skaber digitale kunstinstallationer, der som fælles sprog dykker ned i folks følelser. Wefeelfine er et humørbarometer, der henter sætninger fra de sociale netværk, hvor ordet ‘feel’ indgår. Sitets titel ‘We feel fine’ får en poetisk tristesse over sig, når man læser “i know what other than life feels like but i am always unhappy and to think that this is life all that life brings is unhappiness”, det bliver facaden man viser verden udadtil. Men der er også håbet, som fx denne her “i have been following the election protests in iran over the last week or so i can t help but feel inspired by the movement s energy”.
Jeg kan ikke finde nogen praktisk anvendelse for dette organiske site andet end at jeg synes, det er helt vildt smukt. Og zen-agtigt. Som at se på et akvarium med myldrende fisk eller ligge på en mark fyldt med valmuer. Det er følelsessiden af al den statistik, som præger onlinemediet. Jeg kan tage temperaturen på bestemte følelser og vælge ud fra en masse demografiske kriterier. Det er fantastisk, lidt magisk og vidunderligt meningsløst.
