Bombesprængningen i Parlamentskvarteret og skuddrabene på Utøya d. 22. juli sidste år fik verdens nyhedsmedier til at zoome ind på Norge. I går gik retssagen i gang og presse fra udland og Norges indland var mødt massivt op for at dække forløbet og måske finde ind bag facaden på den anklagede.
Vi har fulgt den første dag i retsagen mod Anders Behring Breivik #ABB – det hashtag vender vi tilbage til – på twitter og to norske netaviser.
Lisbeth Knudsen er i gang med noget, der ligner et paradigmeskifte inden for mediebranchen http://mediawatch.dk/artikel/lisbeth-k-1-september-er-alle-webjournalister. Det skal være slut med analoge og digitale journalister i koncernen, alle skal kunne levere nyheder til begge platforme. Man kunne kalde dem for dialoge journalister. Jeg klapper i mine små pølsefingre over denne udvikling, som forhåbentligt er starten på en modig og nødvendig nytænkning af, hvordan nyhedsflowet skal foregå i branchen. Printavisen er med internettets indtog – og det er sgu nok kommet for at blive – ikke mere det bærende nyhedsmedie. Os nyhedslæsere er blevet forvænte, hvorfor læse i morgen hvad jeg kan få LIGE nu. Til gengæld kigger jeg mere og mere kælent på de aviser, som har specialiseret sig til dykke ned og kortlægge baggrundsstoffet. Med andre ord, jeg vil gerne betale for at få P1 og DR2 på print.
Naturligvis har det kastet en del brok af sig blandt Knudsens journalistskare. Jeg håber, at hun står fast. Ikke kun fordi forandring er nødvendig, men fordi jeg er overbevist om, at vi får bedre nyheder, fordi journalisterne får en helt fantastisk mulighed for at skabe mere synergi mellem medierne. Men frem for alt håber jeg på, at den analoge forkælelse får en ende og genopfinder sig selv som et medie, der stadig er behov for. Jeg ved godt, at man bliver hængt ved daggry for den slags udmeldinger, men jeg vover pelsen.
The New York TimesW har lanceret en ny måde at læse netavisen på. Den forsøger at imitere det overblik som altid har været printavisens styrke. Når du sidder med det blødkogte æg og kaffen søndag morgen er det let at skimme print-avisens sektioner igennem og få en klar fornemmelse af, hvad du har at vælge imellem i denne omgang. Avisen stopper, når du igen kan se dit køkkenbord. Det er denne fornemmelse The Times forsøger at imitere med deres online-artikel-scanner, der skal råde bod på, at når det gælder overblik, så er nettet en glat størrelse. Det er uden ende og man løber hurtig vild i, hvilke historier, der er fra i dag, hvilke der er ældre og hvad sulan er det nu for en underside, jeg har forvildet mig ind på her?
Så set fra den vinkel er artikel-skanneren jo en fremragende idé. Og den giver da helt sikkert også det lovede hurtige overblik – ovenikøbet med så fyldige teasere, at jeg ikke behøver klikke på nogle historier for at fange indholdet med mindre det interesserer mig så hjerteligt, at jeg gerne vil have detaljer.
Men spørgsmålet er, hvordan det skal financieres? Når nu alle kan skaffe sig et overblik på få minutter, så er du også færdig med at se på The Times’ hjemmeside ret snapt. Og enhver ved jo, at det er sidevisninger, der genererer annoncekornerne på nettet. Som det er nu, udnytter The Times ikke engang den plads, der er i selve deres nye online-scanner. Det er jo oplagt at have målrettede reklamer inde på hver sektions side, men der er bare ingenting.
Noget helt andet er, at man blander medierne. Lidt ligesom når man forsøger at lancere tv på nettet. Jeg har allerede et glimrende tv med en blød sofa foran – der vil jeg da langt hellere sidde at se tv end på min kontorstol. Ligeså med printavisen. Den er det bløde bøjelige læsestof, jeg kan tage med rundt i huset – fra toilettet til sofaen og videre ud i hængekøjen. Og når så jeg falder i søvn derude, så kan jeg smide kultursektionen over knolden og lave min egen lille hule. Det er mildest talt svært med en bærbar PC.
De forskellige medier har alle sammen deres styrke. Nettes er NETOP at man “farer vild”. Man får rodet sig ud af en tangent og følger tankens flugt. Når jeg har kllikket mig igennem Times nye netavis, sidder jeg med en sær tom følelse. Det var på en eller anden måde slet ikke det jeg kom efter…
