Facebooks store styrke som medie er nærhed og autencitet. Rigtig mange politikere bruger netværket som et nyhedsfeed, hvor de her i valgkampen kan berette om, hvor de er, hvad de mener og hvad de laver. Men alt for få udnytter det store potentiale, mediet rummer for at knytte fans tættere til sig og skabe loyalitet gennem følelsen af personligt kendskab.

Opdateret af redaktionen

Belært af tidligere tiders fejltagelser er de fleste politikere nu meget tydelige med at vise, hvornår det er kampagne-medarbejdere, der opdaterer og ikke politikerne selv. Det er både godt og skidt.

Det er godt, fordi man som læser gerne vil vide, hvem man taler med – så selvom man hellere vil høre tingene fra hestens egen mund, så giver opdateringer per stedfortræder dog en mulighed for at følge med i den aktuelle politikers kampagne løbende. Og det er bedre at spille med åbne kort om, hvem der sidder bag tasterne end at blive taget i en løgn.

Det er til gengæld skidt, hvis man som bruger drømmer om at få et indblik i personen bag plakaten. Hvis man vil et skridt tættere på og måske endda få få en fornemmelse af nærhed, så er det en tam affære at læse en status-update, der ser sådan her ud:

Nu er Villy Søvndal bestemt ikke dårlig på Facebook – flere af indlæggene på hans side er angiveligt skrevet af manden selv, og de har hyppigt dejligt meget kant. Man er ikke i tvivl om, hvem der har skrevet opdateringerne – ham eller kontoret.

Dog er det ærgerligt, at han ikke bruger mediet fuldt ud – fx starter flere af hans statusopdateringer med sætningen: “Kære Lars Løkke…” Gå da hele vejen og ‘tag’ statministeren med hans fulde navn, så han ser det og får chancen for at svare. På den måde fik man rørt lidt i gryden og dialogen.

På Pia Kjærsgårds side svæver afsenderstemmen rundt i tågerne. Det annonceres i sidens venstre spalte, at  “Pia Kjærsgaard kommenterer i det omfang hun har tid, men ellers redigeres siden af DFs Pressetjeneste.” Men i selve statusopdateringerne er der ingen antydninger af, om det er den ene eller den anden, der taler. Det må læseren gætte sig til på bedste beskub:

Det er svært at genkende Pia Kjærsgaards stemme her, og smileyen stritter også, så man mistænker måske mest pressetjenesten for at stå bag. Men reelt ved man det ikke, fordi ingen af opdateringerne er tydeligt markeret med afsender. Det kvæler autenciteten.

Det kan måske gå an ved uskyldige fodboldresultater, men når det bliver mere giftigt, så ville man altså elske at vide med sikkerhed, hvem afsenderen var:

Også statsministeren får hjælp fra en redaktion, og er selv så uvant med Facebook-mediet, at han underskriver statusbeskeder fra egen hånd med: mvh Lars Løkke Rasmussen. Og det er jo sødt! Men det giver igen en distance som ellers ikke er indbygget i mediet, og lige præcis på det punkt går alle de her halvredaktionelle profiler glip af noget.

Gør-det-selv-folket

Autencitet kan man få masser af på de mindre kendte politikeres sider. De klarer naturligvis selv opdateringerne på deres profil, men det er jo ingen garanti for, at det bliver godt. For at skabe nærhed må man give noget af sig selv, og det er der mange politikere, der er bange for af frygt for at komme til at sige noget, de bliver hængt op på senere.

Hør, hvad jeg tænker

Det er ikke en frygt Søren Pind lider af. Og selvom han er stor nok til at have et helt kampagnekontor i sin Facebook-ryg, så opdaterer han som bekendt selv sin profil.

Og meget kan man sige om frihedsministeren, men han har styr på det medie. Han skriver selv. Han svarer på kommentarer. Han blander politik med personlige kig ind i hans liv, og så mener han noget. I en grad så hans Facebook-opdateringer har været forsidestof mere end en gang.

Han har nu åbnet sin personlige side, så alle kan se, hvad han skriver, men man skal stadig være ven med ham for at få opdateringerne serveret i sit nyhedsfeed. Det er svært at vide, om det er et bevidst valg, men man kan godt have en mistanke. Søren Pind er en af de få politikere, der bruger facebook meget aktivt, også når der ikke er valg, så han profil står ham givetvis nær. Det bliver ikke meget mere autentisk. Måske er Pind bange for, at det ville gå fløjten på en facebook-side? Det ville ellers give ham et større publikum.

Se, hvad jeg ser

Margrethe Vestager opdaterer også selv sin profil, og det interessante ved hendes side er, at hun uploader rigtig mange billeder. Ikke 120 på en gang, men 1 billede per statusopdatering.

Det giver læseren et hyggeligt indblik i hendes valgtur rundt i landet og giver den der fornemmelse af nærhed, som facebook er så møg-god til, når man udnytter det rigtigt. Og det gør Vestager.

Hvorfor er autenciteten vigtig?

Rundturen på politikernes facebook-sider viser, at det faktisk ikke betyder ret meget for fornemmelsen af nærhed og autencitet, at siden drives “professionelt”. Nærmest tværtimod.

Nu kan man indvende, at det jo er ligemeget i en valgkamp, hvor det først og fremmest bruges som kampagnemedie, men hvis vi skulle følge nogen af de her politikere i ikke-valgtider, så blev det dem, der driver deres side selv.

Nærheden skaber en fornemmelse af personlige bånd mellem politikeren og vælgeren – og det styrker igen loyaliteten. Det er desuden politikernes chance for at nuancere det billede, pressen tegner af dem.

I en tid hvor politikerlede er hver mands eje, er det en stor luksus at kunne knytte vælgere til sig på tværs af geografien. Ordet “lokalpolitiker” får en helt ny betydning.