Jeg elsker Youtube, men jeg hader web-TV. Og jeg havde endda forholdsvis høje forventninger til mediet, da det kom frem. Og min arbejdsplads investerede mangen en skilling i teste web-TV. Alt sammen til ingen anden nytte end at vi blev nogle erfaringer rigere. Hvorfor hulan er det så lige, at Youtube er blevet så hot? Tag plads på briksen, for nu er det tid til lommepsykologi.

Det handler om indfrielse af forventninger. Til daglig arbejder jeg med, hvordan brugernes læsemønster er på nettet, og det mønster er brugerens værn mod at klikke forgæves. Hvis en overskrift eller et billede på en artikel fænger (forventing skabes), klikker brugeren sig ind på artiklen. Inden artiklen læses tjekkes overskrift og billede igen (mulighed for indfrielse af forventning dobbelttjekkes), herefter skimmes for clues i form af elementer, der adskiller sig fra brødteksten fx mellemoverskrifter, links, flere billeder, billedtekst (evnen til indfrielse vurderes). Hvis det hårde slid med at læse en artikel ser ud til at kunne svare sig, går brugeren i gang med at læse (forhåbentlig indfries forventningerne). Muligheden for at skimme er altså en væsentlig del af  oplevelsen og garantien for indfrielse af forventninger, og den har man lige præcis ikke på web-TV. Her skal jeg klikke på noget, hvor jeg i princippet skal se det til ende for at vurdere, om det var min tid værd. Der skal immervæk meget til, før man som bruger løber den risiko.

Youtube har to væsentlige kvaliteter, som jeg ser det. 1) Jeg søger selv mit indhold og er dermed selv garant, 2) Det er som regel nemt at afkode, om det er spændende eller ej. Klippene er korte og jeg kan se belønningen fx ‘Slange kaster flodhest op’. Der er ikke voldsomt meget at være i tvivl om. Men hvis jeg skal se et indslag om noget, så bliver jeg pludselig i tvivl om jeg orker. Det er sjældent, at tvivlen kommer web-TV tilgode.